Morten Kabell bag facaden: Hans kropssprog afslører ham

»Bilerne bagerst« var det slogan, Morten Kabell blev valgt på. I dag er det Bilfri Søndag i København. Vi portrætterer Enhedslistens spydspids, som af kolleger karakteriseres som ordentlig og temperamentsfuld.

Miljøborgmester i København, Morten Kabell. Fold sammen
Læs mere

I dag kan Morten Kabells vision siges at være realiseret. Det er Bilfri Søndag, og det betyder, at store dele af byen i halen på Copenhagen Half Marathon er lukket land for biler. Dog kun frem til klokken 21 i aften. I stedet for støjende benzinslugere er der i dag dømt kørestolsrace, rulleskøjtedisco, yoga og andre aktiviteter, der skal fejre fællesskabet, som det hedder i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

De borgerlige partier i Borgerrepræsentationen har været rasende. Tudetosset, har Liberal Alliance kaldt ideen, mens de Konservative har karakteriseret den som et poppet stunt.

»Det er fantastisk, at så mange københavnere har grebet denne unikke chance for at være med til at skabe en levende og anderledes by,« har Morten Kabell modsat repliceret.

Bilerne, eller snarere modstanden mod biler, har været en mærkesag for Morten Kabell.

Da han i 2013 sikrede sig posten som teknik- og miljøborgmester, var det således med sloganet: »Bilerne bagerst.«

Eller som han dengang uddybede i et blogindlæg: »Vi vil sætte bilerne bagerst og gøre byen bedre. I stedet for flere parkeringspladser vil vi gøre plads til cykelstier, bredere fortove og busbaner.«

Det har givet ham mange venner blandt de Christiania-cyklende københavnere. Men det har også gjort ham til yndlingsaversion for andre. »Bilhader« er for eksempel et prædikat, der igen og igen bliver sat på ham.

Men de seneste dage er det nu en anden slags støj end den, biler udsender, der har kastet harme debatindlæg af sig. Det har handlet om larm fra fester i Københavns indre by.

»Miljø-og teknikborgmester Morten Kabell bliver aldrig træt af at understrege, at København skal være »for alle«, men i realiteten har han skabt en by, der efterhånden kun er for en bestemt gruppe, nemlig unge mennesker, der kun kommer ind til byen for at drikke og hærge,« skrev Maria Girsel, beboer i Pilestræde, i Berlingske.

Siden har debatten rullet.

Saglig med temperament

Men tilbage til bilerne. For allerede inden Morten Kabell var tiltrådt som teknik- og miljøborgmester, kunne Ekstra Bladet bringe drillehistorien »Bil-hader lurer på borgmesterbil«. Morten Kabell ville nemlig ikke pure afvise at benytte sig af en borgmesterbil, og det trak overskrifter. Han besluttede dog hurtigt at afstå fra det.

Mon ikke den sag har gjort ham en smule harm? Politiske kolleger på begge sider af det politiske spektrum beskriver ham i hvert fald som en meget ordentlig mand, men også en mand, der kan blive vred.

»Grundlæggende er han meget saglig,« siger Socialdemokraternes Lars Weiss, der gennem syv år har siddet i både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget med Morten Kabell.

»Hvis man indgår en aftale med ham, holder den. Men han er også en mand med et temperament. Hans kropssprog afslører ham meget tydeligt: Det er armene over kors, læne sig tilbage i stolen og et blik, der bliver meget fast.«

En dannet science fiction-læser

Lars Weiss nævner en omfattende viden, som en af Kabells store styrker. Både inden for det politiske felt, men også uden for forhandlingslokalerne.

»Han har det, man i gamle dage ville kalde en bred almen dannelse. Det er aldrig kedeligt at være sammen med ham. Man kan diskutere kunst, litteratur og dansk design med ham,« siger han om kollegaen, der har en fortid som folkeskolelærer og er en ivrig læser – efter eget udsagn særligt af science fiction og kontrafaktiske historieromaner.

Jakob Næsager fra de Konservative i Borgerrepræsentationen oplever også Morten Kabell som ordentlig og fair. En, der spiller efter reglerne, men som også kan blive vred, hvis han føler sin ære gået for nær.

Men visionerne er der blevet knap så mange af på det seneste, mener han.

»Han har kæmpet meget dygtigt og ihærdigt i de syv år, jeg har siddet i udvalg med ham. Men man kan godt fornemme, at valgperioden går på hæld, og han ved, at han ikke kan genopstilles som borgmester på grund af Enhedslistens rotationsprincip,« siger Jakob Næsager og tilføjer:

»Han er afklaret, og han joker da også med – når vi andre sidder og fedter med nogle problematiske sager – om vi ikke bare kan udskyde dem til efter nytår 2017.«