Morten Helveg anker Se og Hør-sag til Højesteret

Både by- og landsret har afvist politikers erstatningskrav, efter at han blev udsat for ulovlig overvågning.

Politikeren Morten Helveg (R) blev ved valget 26. maj genvalgt til EU-Parlamentet. Han har fået lov til at anke sag om erstatning i Se og Hør-sagen til Højesteret. (Arkivfoto). Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

EU-parlamentarikeren Morten Helveg Petersen (R) har fået lov til anke sag om erstatning i Se og Hør-sagen til Højesteret.

Det fremgår af en nyhed på Procesbevillingsnævnets hjemmeside.

I sagen kræver han en godtgørelse, efter at han blev udsat for ulovlig overvågning af Se og Hør. Men kravet er blevet afvist i både byretten og landsretten.

»Jeg har svært ved at forstå den afgørelse. For mig er den en principiel sag. Det er derfor, at jeg efter at have tygget på afgørelsen, valgte at appellere og prøve at se, om sagen kunne forelægges Højesteret,« siger Morten Helveg Petersen.

Det var i februar, at Østre Landsret fastslog, at Morten Helveg Petersen ikke skulle have godtgørelse i sagen.

Han blev derimod pålagt at betale sagens omkostninger. I byretten lød de på 170.000 kroner, og i landsretten blev der lagt mere til, så det løb op i 320.000 kroner.

»Det er en kæmpe udfordring, men denne sag er også principiel. Det er også derfor, at jeg er glad for, at Højesteret nu får mulighed for at udtale sig,« siger Morten Helveg Petersen.

Politikeren krævede i landsretten 125.000 kroner i erstatning, for at Se og Hør havde skaffet sig adgang til hans kreditkortoplysninger.

Det er et mindre krav, end han kom med i byretten. Her krævede han 250.000 kroner i kompensation.

Sagen i landsretten var anlagt mod Aller Media, tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup og den såkaldte tys-tys-kilde, Peter Bo Henriksen.

Se og Hør-sagen er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale. Her fodrede en tys-tys-kilde Se og Hør med oplysninger om de kongeliges og de kendtes brug af kreditkort.

Kilden havde via kreditkortudstederen Nets adgang til de kendtes transaktioner.

Siden Morten Helveg Petersens sag kørte i byret og landsret har en stribe af andre kendisser trukket følehornene til sig.

I alt 21 kendisser krævede i kølvandet af Se og Hør-skandalen i første omgang godtgørelser.

I maj oplyste advokat Brian Larsen dog, at antallet var sænket til færre end ti personer.

Skandalen kostede tilbage i 2016 fængselsdomme til to tidligere Se og Hør-chefer og to tidligere journalister på ugebladet. Bladhuset Aller Media modtog en bøde på ti millioner kroner.

/ritzau/