Moritzen: Bergman har betydet alt

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman var en foregangsmand. Det mener vennen gennem mere end 30 år, den danske skuespiller Henning Moritzen.

- Sikke et livsværk. Han har betydet næsten alt for filmhistorien.

Den danske skuespiller Henning Moritzen er fuld af lovprisninger om den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, der mandag døde i sit hjem på Färö, 89 år gammel.

- Det har spøgt meget i hans hoved, det der med døden og livet. Det får han jo svar på nu. Han nåede en vis alder, og lægger et fint livsværk bag sig. Men derfor bliver man jo lidt lang i ansigtet alligevel, siger Henning Moritzen, der har haft et venskab med Ingmar Bergman i mere end 30 år.

- Nu havde vi ikke så tæt kontakt på det senere, for han var meget lukket på Färö og isolerede sig der. Derfor kommer det ikke bag på mig, siger Moritzen.

Henning Moritzen lærte Bergman at kende igennem den svenske skuespiller Bibi Andersson, og var med til at overtale Bergman til at sætte forestillingen "Misantropen" op på Det Kongelige Teater i 1973.

/ritzau/