Morgenkaffe på sengen

Klumme.

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes avis til børn Kid's News og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Morgenvækning om søndagen var engang et hyggeligt og intimt ritual i parforholdet, som kunne indebære hjemmebagte boller og friskbrygget kaffe serveret på sengen. Morgener er endda så meget sagt, for det kunne godt blive op ad formiddagen, før vi vågnede, råhyggede, slappede af. Og ja, det hændte også, at vi fik pulsen i vejret – uden at forlade soveværelset.

Det var, før vi fik børn. Måske også en del af forklaringen på, at vi fik dem. Men.

Nu betyder morgenvækning en søndag typisk noget med slag i ansigtet og min titel af far gentaget, indtil jeg med samme hastighed som Råbjerg Mile ruller ud af sengen. Morgener er endda så meget sagt, for det føles mere som midt om natten. Og den eneste næring, parforholdet får på denne tid af døgnet, er, når vi søvndrukne slår sten-saks-papir om, hvis tur det er til at stå op og hælde havregryn op og tænde for Ramasjang.

Og det eneste, man ikke må gøre, er lige at snuppe to minutter mere vandret, som jeg gjorde for nylig. Bare to. For hvad skulle der ske ved det? Jeg blinkede jo nærmest bare ... og så stod han der ved siden af sengen:

»Se, far. Jeg er monster. Waaaaahhhh!« Det eneste, jeg kunne se, var hans to brune øjne. Resten af ansigtet var dækket af et tykt lag creme. Det samme var hans hænder og det meste af hans nattøj. OK, nu havde han da fået min fulde opmærksomhed, og jeg fulgte det toårige crememonsters spor ind i stuen. Synet her var vel isoleret set ganske fascinerende. I midten af lokalet stod hans creme, og rundt i stuen var den lerede masse spredt, som om han havde smidt en håndgranat ned i dåsen.

De blanke overflader var nogenlunde nemme at få bugt med. Men var det en fryd at få det fedtede stads ud af rillerne i radiatoren? Ikke udpræget. Og nød jeg at sidde med en hårtørrer og forsøge at opløse cremen i sofaen for så at suge den op med køkkenrulle? På ingen måde.

Men så var det hellere ikke værre.

Vi har nemlig helt bevidst valgt at have et hjem indrettet med inventar, hvor vi kan leve med diverse pletter, ridser, krummer og en krusedulle med enten blyant eller farvekridt hist og her. Ikke en indretning, der får otte siders særtillæg i Bo Bedre. Men en nydelig indretning af noget gammelt, noget lånt, noget blåt og noget svensk byg-selv, der kan tåle at blive brugt af børnene, uden at vi som forældre skal sidde med hjertet i halsen, når de skal male med farvelade eller smøre mad selv.

Forstå mig ret. Vi opfordrer på ingen måde vores børn til at bruge væggene som lærred og vores seng som hoppeborg. Og det er heller ikke cool at lege crememonster i stuen. Men vi gider omvendt ikke græde over spildt mælk i Wegner-lænestolen, og vi orker ikke skår i glæden over kongeligt porcelæn. Ikke herhjemme. Og det er altså noget nemmere at sige skidt pyt og mene det, når det ridsede sofabord ikke repræsenterer affektionsværdi og kan erstattes for få penge mod at blive samlet med umbrakonøgle.

For uanset hvor meget man garderer sig, så sker der uheld og andre uforudsete tilfældigheder, når børn udvikler deres motorik og kreativitet, og så er det fedt ikke at skulle ærgre sig mere end højst nødvendigt. Og skulle de en dag spilde kaffe, når de vækker os med morgenmad på sengen. Så lever vi også med det. Især et godt stykke op ad formiddagen.