Mor til terrordræbte Louisa er tilfreds med dødsstraf

Retten i Salé i Marokko fældede torsdag dom over tiltalte i sag om drab på dansk og norsk kvinde i december.

Moren til den terrordræbte Louisa Vesterager Jespersen er tilfreds med torsdagens domme ved retten i Salé i Marokko.

Her blev tre mænd idømt dødsstraf.

»Det giver os noget retfærdighed til vores døtre, at det er sådan, at når de (de dømte, red.) dræber folk, så får de selv samme tur,« siger Helle Vesterager Jespersen til TV2.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland på 28 år blev dræbt i Atlas-bjergene i december sidste år, da de var på vandretur i området.

De blev slået ihjel med kniv og efterfølgende halshugget. Det hele blev optaget på video af de tre Islamisk Stat-sympatisører.

/ritzau/