Mor skældte ud da Casper blev sprængt i luften

Forleden døde endnu to danske soldater i AFGHANISTAN under kamp med Taleban. Livet er farligt i Helmand-provinsen, men endnu føler de danske soldater, at de er til nytte for de lokale indbyggere.

Foto: Christian Brøndum

HELMAND: Hvordan er det, han kører, tænkte Casper Bech, da han svævede i luften over sædet i lastvognens førerhus. Som vognkommandør sad han i højre side, da den fireakslede MAN 27-lastvogn ramte minen på et stykke grusvej uden for byen Gerehsk i den nordlige afghanske Helmand -provins. Casper Bech – eller CB som soldaten også kaldes – fra Støvring ved Aalborg, var på en lufttur, der nemt kunne være blevet den sidste rejse i hans 27-årige liv.

Forleden blev to andre danske soldater ramt, på flodbredden over for den danskbemandede forpost i Øvre Gerehsk Valley, Sandford. Det bringer antallet af dræbte soldater op på fem siden september, og ti når man tæller fra begyndelsen af 2002, hvor Danmark første gang sendte soldater til Afghanistan.

Casper Bech kunne lige så godt være endt som et nummer i rækken. Men i splitsekundet, da han hang i luften i førerhuset, anede han ikke, at en mine var gået af under højre forhjul, omtrent lige under ham. Han troede, at køreren havde overset et stort hul i vejen.

Det næste i hans erindring er lugten af brændt sprængstof og støvet, der fyldte kørerkabinen. Han og køreren råbte til hinanden –’jeg er okay, er du okay’ – og så opdagede Casper Bech, at han var blevet slynget over i køreren. Sammen væltede de ud ad venstre dør, mærkværdigvis med våbnene i hænderne, Casper Bech greb nærmest i blinde efter sin hjelm, som var røget af, fik den i hånden og løb om bag lastbilen. Det hele foregik på en tid, som ikke varede mange sekunder længere, end det tager at læse hertil.

Det videre forløb er lidt tåget. Senere har Casper Bech fået at vide, at han og køreren stod og jublede over at være i live, da de blev samlet op af en de næste af konvojens 69 køretøjer på vej mod Camp Bastion. De blev samlet op af en britisk, og undervejs måtte Casper Bech bare ryge cigaretter. De var sluppet billigt. Den ene støvle var der blod i, fra et sår på underbenet. Den ene fod var godt og grundigt forstuvet og hævede, så­­ Casper Bech ikke kunne få en plasticsandal på. Det andet ben blev forvandlet til trælår fra et slag, og så var der ryggen, som skulle have behandling af en kiropraktor tre gange for langsomt at blive bedre. På højre underarm var et brandsår. Det tog fjorten dage, før Casper Bech var så let til bens, at han følte sig klar til at køre ud af lejren igen, for som soldat skal man kunne løbe, om ikke andet i sikkerhed.

»Min mor skældte ud i tre minutter, da jeg talte med hende bagefter, og jeg måtte love hende ikke at køre ud af lejren igen. Men hun ved vist godt, at det løfte kan jeg ikke helt holde,« siger Casper Bech. Han har været soldat siden 1999 og har været udsendt i Kosovo, men ser yngre ud end han er.

Casper Bech og hans kører er ikke ene om at have prøvet nærkontakt med en eksplosion, som kunne have dræbt ham. Det er sket før, det er sket efterfølgende, og der er omtrent statsgaranti for, at det sker igen. Talebans miner er stadig primitive sammenlignet med de retningsbestemte vejsidebomber, som dræber i en uendelighed i Irak.

Men det, Taleban mangler i raffinement, opvejer de med kreativitet og sprængkraft. Minerydderne har set et eksempel på, at Taleban havde gravet ikke færre end ti kraftige panserminer ned i jorden, stablet på hinanden.

Men spørger man soldaterne i den danske lejr, Sandford, ved Helmand -floden nord for Gerehsk, om opholdet i Afghanistan er prisen værd, så er svaret for det meste et ja. For at forstå, hvorfor de er i Afghanistan, behøver soldaterne blot at patruljere et par hundrede meter ned over gravpladsen, der skråner ned mod Helmandflodens grønne zone foran den »compound«, som nu er en dansk militær forpost. Ved foden af Sandford ligger landsbyen Rahim Kalay. Her bor omkring 500 meget hårdføre mennesker, hvis fremtid afhænger af, at de danske soldater bliver og holder Taleban væk. Det siger i hvert fald en af de få lokale handlende, købmanden og opiumsbonden Rahmatullah.

Selvom Livgardens Første Kompagni har mistet tre mand siden september, blandt dem den afholdte kompagnichef Anders Storrud, er soldaterne fra bataljonen stadig i god form. De finder sig endda i, at forsvaret helt bogstaveligt spiser dem af med amerikanske ready-to-eat felt­rationer til morgen, middag og aften. De finder sig i, at en sodavand og lidt frugt er noget, man skal være heldig at få. De accepterer, at de selv skal være kreative for at få lidt ekstra. En af folkene, en motormekaniker ved navn Mads Dam, kalder de »arme og ben«, for han er typen, der skaffer alt. Blandt andet skal han have fået en producent af kakaopulver til at sponsere pulverforsyningen til Sandford.

En af veteranerne blandt dem er overkonstabel Per Fyhn, 37 år. På dette hold er han tårnskytte i den pansrede mandskabsvogn, som kører for chefen for de samlede danske styrker i Helmand-provinsen, oberst Kim Kristensen. Obersten og Per Fyhn kender hinanden tilbage fra Kroatien i 1995, hvor de sammen overlevede kroaternes generobring af Krajina fra serberne. I mellemtiden har Per Fyhn været ind og ud af forsvaret, blandt andet har han været fængselsbetjent og uddannet sig som skovarbejder. Lige­som han har en mission på hold tre i Irak i bagagen, Men nu er han tilbage i felten, har lige fået kontrakt til han fylder 60 og er ikke i tvivl om, at det nytter at være her.

»Det kan jeg jo selv se. Man kan måle det på stemningen i befolkningen. De unge klarer det pissegodt, for der er en god blanding af unge og gamle i kompagniet. Mange af dem, der var med Anders Storrud i Irak, fulgte med ham hertil, for de ville have ham som chef,« forklarer Per Fyhn, som er blevet en del af hærens rygrad. Ligesom overkonstabel Kim Møllegaard Olsen, 43, kaldet »gamle«, der også er tårnskytte på en pansret mandskabsvogn. Han har også fået kontrakt med forsvaret, til han bliver 60 år. Han er på sin ottende udsendelse og fortsætter på næste hold, fra januar til august 2008, hvis Forsvaret giver ham lov. Som de står der i hver sit tårn med stærke ansigter, virker de usårlige.

Sådan foregår det altså også i Forsvaret. Soldaterne vil gerne følge dem, de kender; de vil gerne følge en chef, de stoler på, og de vil gerne føle, at de gør nytte. I nogenlunde den rækkefølge.

Feltpræsten i de seneste uger har været valgmenighedspræst Kristian Massey Møller fra Gevnø på Stevns; han er selv gammel kampvognssoldat fra Jyske Dragonregiment i 1970erne, og han kan sagtens føle forskellen på datidens og nutidens soldater. Dengang handlede det som soldat om at smyge sig uden om sure pligter. I dag har soldaterne fuldstændig fokus på deres opgave, fordi de ved, at den er livsfarlig.

»De tab, de har haft, har bragt dem tættere sammen. De har fået et broderskab, og de bruger hinanden godt,« siger feltpræsten. Foreløbig peger tallene for hjemsendelse i utide på, at soldaterne helst vil blive: 19 er repatrieret, heraf 11 som døde eller sårede. Af de otte er fire sendt hjem på grund af familieproblemer og kun fire på grund af presset i Helmand.

Soldaternes indsats i Afghanistan er langtfra det eneste danske bidrag til at forsøge at sætte udvikling og fred i stedet for afvikling og fanatisme. Den nydannede Fogh-regering har i sit regeringsgrundlag indskrevet, at Danmarks plan for indsatsen i Afghanistan frem til 2012 skal formuleres inden årets udgang. Heri ligger det, at regeringen altså regner med at blive der i mindst fire år og sikkert mange flere.

Hæver man blikket fra Helmand og kigger på hele Afghanistan, er der en del, der går ganske godt. Opiumsdyrkningen er i tilbagegang i mange provinser, bortset fra Helmand. Der er lokale udviklingsprojekter i mange tusinde landsbyer. En af dem ligger 30 kilometer nord for Kabul, Khawaja Gian hedder stedet, hvor et par tusinde mennesker bor. Her har penge fra blandt andet Danmark gjort det muligt at yde de såkaldte mikrolån, små beløb, som en kvinde kan bruge til en ko, en symaskine, et lille bageri eller noget fjerde. Hun og de andre kvinder er solidarisk ansvarlige for at betale lånene tilbage, gradvist. Og det gør de – tabet på udlån er kun et par procent. Her er bestemt ikke demokrati; magten er delt mellem familierepræsentanterne i ældrerådet, shuraen. Ligestilling er der heller ikke; mange af kvinderne er stadig låst inde bag deres døre eller bag deres burka, men der findes en kvindelig parallel til ældrerådet, som blandt andet har prioriteret opførelsen af en helt ny fødeklinik i området.

Samtidig bobler behovet for ligestilling og kvindernes kamp for rettigheder lige under overfladen. Efter et møde med de lokale kvinder, som er ansat af en bistandsorganisation til at formidle mikrolånene, proppede en af kvinderne en seddel i hånden på Deres udsendte. På ufuldkomment men sirligt skrevet engelsk forklarer brevet, at det er en plage at arbejde for bistandsorganisationen, ligesom det er en plage og dertil farligt at færdes til fods med penge til og fra låntagerne. Kvinderne vil have en bil til at køre dem rundt, og de forlanger opmærksomhed – vist nok fra verdenssamfundet – om deres ringe løn. Vestlig adfærd sniger sig ind i Khawaja Gian, som det vist nok også er meningen. Kvinderne er begyndt at reagere og protestere, og det glansbillede, som bistandsorganisationen gerne vil male, fik et hak i lakken.