Det måtte være en psykisk sygdom. Han burde kontakte Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og få hjælp til at blive glad for den krop, han var blevet tildelt, mente hans mor. Det var før, han for seks år siden endelig tog skridtet fuldt ud og blev kvinde. Blev Vibe Grevsen.

»Min mor spurgte, om ikke jeg kunne leve det ud derhjemme, så andre ikke skulle se, at jeg klædte mig i kvindetøj. Eller om jeg ikke kunne melde mig til noget teater, så jeg kunne leve det ud på scenen. Men jeg ønskede at være hele mig, hele tiden,« fortæller Vibe Grevsen om sine teenageår som transseksuel.

I dag er hun talsperson for transpersoner og transpolitisk arbejde i LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Hun glæder sig over regeringens nye lovforslag om, at det skal være muligt at skifte køn, uden at det forinden kræver en psykiatrisk diagnose og uden at den transseksuelle skal undergå en kønsskifteoperation.

»Det at være transkønnet er ikke en psykiatrisk lidelse. Der er ikke andre end en selv, der kan afgøre, hvilket køn man tilhører,« siger hun.

For hendes eget vedkommende har det, helt fra hun var lille, stået klart, at hun ikke passede ind i den brede børneflok i skolen. Hun kendte ikke til begrebet transkønnethed, så følelsen var diffus og udefinerbar. Men hun passede ikke ind blandt drengene - og pigerne, som hun søgte selskab hos, accepterede hende ikke som en af dem. Hun holdt sig for sig selv. Det blev hendes vej til at håndtere sin færden i ingenmandsland. Som pige indeni og dreng udenpå.

»Jeg var superisoleret. Jeg ser køn som et mellemmenneskeligt fænomen, som noget, der udspiller sig, når vi er i relation med hinanden. Ved at isolere mig selv, blev jeg skærmet fra følelsen af, at tingene ikke var, som de skulle være,« siger Vibe Grevsen.

I gymnasietiden kom det til at stå helt klart for hende, at hun var pige, og at det ikke ville blive anderledes. Men der var ingen støtte at få, og selv om hun til tider forsøgte at være åben omkring sine tanker, blev hun mødt med tabuets tavshed.

»Jeg kan huske en time i 2.g., hvor vi arbejdede med en bog, der hed »Clara’s Day Off«. Historien foregik på en pigeskole. Jeg sagde til klassen, at jeg ville ønske, at jeg gik på sådan en skole. Drengene grinte af det, for det måtte jo være et rent slaraffenland med alle de piger. Indtil jeg sagde: »Nej. Det er fordi, at jeg ville høre til der.« Så blev der helt stille. Indtil læreren sagde, at hvis der var andre temaer, syntes han, at vi skulle tage det op,« fortæller Vibe Grevsen.

Hendes transkønnethed har påvirket hendes studie- og arbejdsliv. På flere praktiksteder er hun blevet mødt med skepsis, som har fået samarbejdet til at halte - eller i hvert fald hendes trivsel. I dag læser hun supplerende engelsk og matematik i håb om senere at kunne komme ind på psykologistudiet.

Hun har tidligere overvejet at få en kønsskifteoperation, men har alligevel betakket sig. Til det er de danske kirurger for uerfarne. Herhjemme gives der nemlig kun tilladelse til at lave omtrent én såkaldt vaginoplastik-operation, hvor man fjerner penis og konstruerer en skede, om året.

»Jeg talte på et tidspunkt med en kirurg, der fortalte, at der var gået over et år, siden han sidst havde opereret en kvinde som mig. Men international forskning viser, at det vigtige i forhold til livskvaliteten bagefter, netop er, hvor dygtig kirurgen er,« siger hun.

I stedet har hun gennem samtaleforløb fået støtte og fået styrke til at være og leve som den, hun er.

»Jeg har modtaget stemmetræning, fået fjernet uønsket hårvækst i ansigtet og fået hormonbehandling. Jeg trives som kvinde,« siger Vibe Grevsen.

Bliver regeringens lovforslag realiseret, vil hun være at finde blandt de første i køen til at ændre sine papirer, så det også fremgår af pas og sygesikring, at hun er kvinde.

»Jeg har levet som kvinde i lang tid, og jeg tror, at det kunne have sparet mig for en del diskrimination under min studietid og i forhold til jobsøgning,« siger Vibe Grevsen.