Mor advarer: Stop vilde ungdomsfester

En familie i Charlottenlund fik hjemmet hærget, da datteren og en veninde ville holde en alkoholfri fest. Nu opfordrer de andre forældre og skolerne til at tage fat om de unges drikkeri og opdragelse. Hos politiet kender informations­chefen til problemet. Han har prøvet det selv.

Jannie Henriksen (th.) og datteren Frederikke har ikke tænkt sig at stoppe med at holde ungdoms­fester, selvom uindbudte ødelagde festen i efterårsferien. Men næste gang bliver invitationerne skriftlige – ikke flere SMSer, der kan opsnappes af hundredvis af unge. Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Det, der skulle have været en festlig aften med vennerne hos familien Henriksen i Charlottenlund i efterårsferien, endte forleden i hærværk, fuldskab og vold, da flere end 100 unge mennesker trængte ind til festen. Nu opfordrer familien til, at andre forældre og skolerne sætter meget mere fokus på deres teenagebørns alkoholforbrug og på deres opdragelse.

Historien begyndte med en invitation fra den 14-årige datter Frederikke og en veninde til 30-40 venner.

»Vi arrangerede det, fulde af optimisme, på vores datters og venindens vegne,« fortæller Jannie Henriksen.

»Vi havde linet alt op, inklusive diskomusik, og vi havde informeret om, at der ikke ville blive serveret alkohol her.«

Men da festen var begyndt, strømmede mange flere unge til, efter alt at dømme fordi en SMS-kæde gik rundt med besked om, at der var fest på Vasehøjvej.

»Ved 22-tiden ankom tre taxier med unge, der ville ind. På det tidspunkt stod min mand ude ved havegangen med vores store New Found-lænder hund. Han spurgte dem, om de vidste hvem de skulle til fest hos. De kendte ikke vores datters navn, så han sendte dem af sted igen.«

Men mens mand og hund stod ved hoveddøren, kravlede mange andre unge over hegnet og tog den åbne terrassedør ind. De stjal syv flasker spiritus, som familien ellers havde gemt af vejen øverst på et meget højt skab. De gik op på 1. sal, hvor de tog flasker med Breezer, og de tømte køleskabet for øl. Noget af spiritussen hældte de over et fjernsyn. En bænk i et badeværelse blev smadret. Nogle brækkede sig. Bowlen med frugtpunch blev ikke drukket; i stedet blev fire Georg Jensen-ure smidt ned i bowlen, og Frederikkes Ipod forsvandt. Ude i haven blev hængekøjen ødelagt, mens hashrøgen bølgede. Nogle talte om at sniffe på toilettet. »Hvad er det, der gør, at de unge overhovedet ikke har respekt for andres ting,« spørger Jannie Henriksen.

Overfald på 14-årig
Ved 23.30-tiden lukkede forældrene festen. Men inden da blev en 14-årig pige, der var gæst til festen, overfaldet ude på vejen af to 16-årige piger, der brækkede den 14-årige piges næse. Hun endte blødende på fortovet. Overfaldet blev meldt til politiet, der siden har fanget de to 16-årige.

»Det er blevet sådan, at unge mennesker i dag ikke tør invitere nogle venner til videoaften, når forældrene ikke er hjemme. For de ved, at de ikke kan stoppe det, der kan ske,« siger Jannie Henriksen. Hun fortæller om en venindes teenagesøn, der havde inviteret nogle venner til netop en videoaften, men endte med at få uvelkomment besøg af 25 unge mænd, der hærgede huset.

Hos Københavns Politi siger informationschefen, vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch, at politiet typisk ikke får anmeldelser om fester, der udarter sig, eftersom der sjældent er tale om egentlig kriminalitet, og eftersom de unge ofte er under den kriminelle lavalder.

»Men vi har en formodning om, at dette forekommer ganske ofte,« siger han. Flemming Steen Munch har selv oplevet noget lignende, da der skulle holdes fest for unge i hans eget hjem. Der blev lavet hærværk, formentlig begået af nogle unge, der blev afvist, men da Flemming Steen Munch tog kontakt med de formodede gerningsmænds forældre, gik han forgæves. Forældrene afviste, at deres børn kunne have opført sig sådan.

Så hvad kan forældre stille op for forhindre, at en fest bliver brugt som adgangsbillet til at ødelægge hjemmet?

»Man kan sørge for at være hjemme til festen eller aftale, at for eksempel en nabo kan komme til stede, hvis ens barn har brug for hjælp. Og hvis nogle skaffer sig adgang via en terrassedør, så skal man ringe til politiet,« siger han.

I Charlottenlund har familien Henriksen trods den ubehagelige oplevelse ikke tænkt sig at holde op med at invitere til fester. Men næste gang bliver der sendt skriftlige, nummererede invitationer ud, så de kan sikre sig, at kun de, der er indbudt, kommer ind.