Det er 15 år siden de sidst har optrådt på en scene sammen og mere end 44 år siden at det første afsnit af Monty Pythons Flying Circus blev vist på britisk tv, men nu skulle den være god nok. De fem tilbageværende medlemmer af comedy-gruppen Monty Python bliver genforenet for at skabe et helt nyt sceneshow, erfarer BBC.
Selv om nyheden først bliver offentliggjort ved et pressemøde på torsdag i London, så har et af medlemmerne, Terry Jones, bekræftet nyheden.
"Vi gendannes og skaber et nyt show - det er virkelighed. Jeg glæder mig ret meget. Og jeg håber, at vi kommer til at tjene en masse penge så jeg kan betale mine lån," fortæller Jones til BBC.
Sidst John Cleese, Eric Idle, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones stod sammen på en scene var ved Aspen Comedy Festival i 1998. Gruppen sjette medlem, Graham Chapman, døde i 1989.
Torsdagens pressemøde vil blive afholdt i The Playhouse Theatre i Londons West End, der indtil nu har huset det meget populære musicalshow "Monty Pythons Spamalot" og der er allerede nu gisninger om, at det nye show skal erstatte det nuværende.
Tidligere i år tabte de tilbageværende Monty Python-medlemmer nemlig et retssag til filmproduceren Mark Forstater omkring royalty-rettighederne til showet. Mark Forstater producerede i 1975 filmen "Monty Python and The Holy Grail" som musicalen er bygget over og Forstater mente, at han var berettiget til et royalty-beløb på knap to millioner kroner for musicalen, der har gået siden 2005.
Selv om de fem tilbageværende medlemmer ikke har lavet noget samlet i mange år, har de på skift deltaget i de andre medlemmers soloprojekter. John Cleese havde både sig selv og Michael Palin på rollelisten i sin egen filmsucces "A Fish Called Wanda" fra 1988, Terry Gilliam lavede filmen "Time Bandits" fra 1981 sammen med Michael Palin, der også medvirkede sammen med Cleese. Han var også manden bag filmen "Brazil" med Palin på rollelisten og "Baron Munchhausen" med Idle i en af rollerne. Desuden har Palin og Jones skabt tv-serien "Ripping Yarms".
Det vides endnu ikke, hvad det nye show kommer til at indeholde, men danske Monty Python-fans har over de seneste seks fredage på DR K kunne se lidt af, hvad der venter. Kanalen har netop afsluttet serien "Monty Pythons bedste" med højdepunkterne fra storhedstiden.