Det er en grum forstilling. En barsk beskrivelse af et pigeliv, der går galt. En mørk fortælling om en ensom pige, der svigtes på et afgørende tidspunkt af sit liv: der, hvor puberteten – og seksualiteten – sætter ind. Hun både fyldes af et begær, hun ikke kan tøjle, fordi hun dybest set ikke ved, hvad det er, hun har med at gøre. Men hun sendes også ind i en usund fantasiverden af urealistiske forventninger, som i sidste ende ender med at blive fatal.
Der er ikke meget opmuntring at hente i Betty Nansen Teatrets omgang med den tyske roman »Mørkt forår«, som danner forlæg for forestillingen af samme navn på Edison.
Hvad, der til gengæld er svangert af håb, er den fantasifuldt overrumplende formforuldenthed, instruktøren Andrea Linea Gilman fortæller sin historie med.
For den ulykkelige fortælling sættes på scenen med en enestående kropslighed, et sanseligt sprog, der ikke kan andet end forplante sig til tilskuerens krop. Det er en sjældent helstøbt forestilling, der er med til at pege på, at orker man at tænke både kompromisløst og anderledes, når teater bliver til, kan der komme rigtig meget ud af det.
Fik vi sagt, at Mathilde Arcel Fock i hovedrollen er et meget spændende nyt navn i dansk talent i dansk teater? Ellers siger vi det her: Hold øje med hende.
Uddrag af anmeldelsen:
»Instruktøren Amanda Linea Gilman har – sekunderet af koreografen Sebastian Kloborg – flot formået at give forestillingen en fascinerende og fantasifuld, organisk kropslighed, der skaber stoflige stemninger, som ikke kan andet end forplante sig til tilskuerens krop. Og som samtidig bidrager til den surrealistiske fornemmelse, der er en direkte konsekvens af, at pigen er i sine drifters vold eller befinder sig i sin egen urealistiske forestillingsverden.«