Mødre til for tidligt fødte børn har brug for hjælp

Antallet af for tidlige fødsler stagnerer, mens flere børn overlever og vokser op. Ny bog efterlyser bedre hjælp til familierne. En for tidlig fødsel bliver siddende i både forældre og barn mange år frem.

Arkivfoto: Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE ØRSTED

Gennem 1990’erne steg antallet af for tidlige fødsler markant - fra 5 til 7 procent af en årgang, hvilket svarer til lidt færre end 4.600 børn hvert år. De seneste par år er tallet imidlertid stagneret. Dermed ligger Danmark nogenlunde gennemsnitligt i forhold til resten af Europa. At stigningen er stoppet herhjemme skyldes, at man i dag foretager flere undersøgelser end tidligere i løbet af graviditeten. Dermed bliver eventuelle problemer opdaget.

Til gengæld er antallet af præmature børn steget med 20 procent siden 1980’erne og stiger fortsat i takt med, at lægerne bliver dygtigere til at redde de for tidligt fødtes liv.

For tidligt fødte med sen-følger

Det betyder, at flere familier lever med de udfordringer, som en for tidlig fødsel kan betyde. Der er en række sen-følger ved den for tidlige fødsel, som blandt andet tæller spastisk lammelse, psykiske skader, og at det generelt går en lille smule dårligere for de for tidligt fødte børn i skolen.

»For tidlig fødsel er vel det største problem for børnesundheden i dag, især hvis man måler i døde børn. De for tidligt fødte udgør en tredjedel af børnedødeligheden. På den måde er der et stabilt problem, som hvert eneste år har konsekvenser for familierne og for børnene. De har øget risiko for at dø og for sen-følger,« forklarer professor Gorm Greisen fra Rigshospitalets Videnscenter for tidligt fødte.

Det er dog ikke kun de for tidligt fødte børn, der lider i forbindelse med for tidlig fødsel. Det kan også være en barsk oplevelse at blive mor til et for tidligt født barn. Det har tekstforfatter Katrine Wochner skrevet en ny bog om, hvor hun trækker på egne og andres erfaringer samt forskellige eksperter.

»Det er en anderledes måde at blive mor på. Man er bange, hvad enten man sidder på neonatal-afdelingen i tre uger eller tre måneder. Det er skræmmende, at se børn, der dør eller er meget handicappede. Man er som regel uforberedt, når man føder for tidligt,« siger hun.

Selv fødte hun en dreng tre måneder for tidligt. Han er 11 år i dag, men den for tidlige fødsel sætter stadig sine spor.

»Jeg har nok været mere usikker end man normalt er. Jeg bliver stadigvæk i tvivl, når han får problemer, om de skyldes, at han er født for tidligt, om det er hans personlighed, eller at jeg har været for overbeskyttende,« siger hun.

Hun fik ikke tilbudt nogen hjælp efter fødslen, og det mener hun var en stor fejl.

»Jeg opsøgte selv en psykolog. Men det havde skånet mig for mange svære år, hvis jeg var blevet tilbudt hjælp. Nogle kan klare sig uden, og de skal naturligvis ikke have trukket noget ned over hovedet, men der burde være et tilbud allerede ved udskrivelsen,« siger hun.

Ifølge næstformand for Landsforeningen Præmatures Vilkår, Karina Rothoff, er det kun to af landets 53 hospitaler, der tilbyder psykologhjælp til mødre, der har født for tidligt, og ingen af stederne sker det automatisk.

»Man forsøger flere steder at afhjælpe problemerne med med-menneskelige samtaler med præster, men det er langt fra nok. Ifølge forældrenes beretninger til Landsforeningen Præmatures Vilkår tilbyder man på Rigshospitalet psykologhjælp, hvis forældrene selv efterspørger det. Men de fleste forældre befinder sig i en tilstand af chok og har kun fokus på barnet, så man kan ikke forlange, at familierne selv skal efterspørge det,« siger hun.

Ifølge psykolog Camilla Holst kan oplevelserne på neonaltal-afdelingen samt den efterfølgende usikkerhed resultere i både depression og posttraumatisk stress.

»Omkring en tredjedel af mødrene, der føder for tidligt, opfylder kriterierne for posttraumatisk stress. Det er en krise, man bliver kastet ud i. Man står et helt andet sted, end bøgerne havde beskrevet, når graviditeten var forbi,« siger hun.

Mange søger hjælp efterfølgende, men det er på hospitalet, at behovet for hjælp er størst, mener hun.

»De har brug for støtte til at være der. De mangler, at der er en, der taler med dem, når de har været nede at se deres børn i kuvøsen f.eks. Det behøver ikke være et standardtilbud til alle, men til de, der er udsatte,« siger hun.

Mindreværd og skam

Det er navnlig i mødet med andre, at mange kan føle skam og mindreværd. Medicinsk antropolog og sygeplejerske Helle Haslund har undersøgt mødrene til for tidligt fødte børns følelser omkring det. De føler ikke, at de har levet op til forventningerne.

»Det er stigmatiserende for kvinder ikke at kunne levere varen. Man vil gerne levere det raske, normale barn og have den sunde, naturlige fødsel, og når man ikke kan det, har man fejlet,« siger hun.

Hun oplever, at det navnlig er gruppen med de mindst for tidligt fødte børn, som bliver ladt i stikken.

»Deres barn er ikke helt så stort og robust, som det der er født til tiden, men heller ikke så småt og skravlet som det, der er født mere for tidligt. Når der ikke er nogen legitim adgang til hjælp, ligger deri en vurdering af, at dit problem ikke er særlig reelt. Men min vurdering er, at mange kan have brug for hjælp til at håndtere det og etablere sig som forældre,« siger hun.

Katrine Wochner håber, at man fra hospitalernes side vil lave et tilbud til familierne.

»Alle graviditetshistorier handler om, hvor dejligt det er. Men når du føder for tidligt, er det overhoved ikke dejligt. Det er rigtig forfærdeligt. Måske elsker man slet ikke sit barn i starten, fordi det ser meget uhyggeligt ud med slanger og respirator. Det ligger i kuvøse, så du ikke kan være tæt på det. Man kommer hjem fuldstændig nedslidt,« siger hun.

»Man har rigtig mange af de samme følelser som andre nybagte mødre har. De er bare ekstra stærke, fordi man er startet et andet sted.«

»Når du er mor til et for tidligt født barn« udkommer den 30. januar på People’s Press