Mødre fra syriske fangelejre skal for retten tre steder i Danmark

Dommere i Kolding, Esbjerg og på Frederiksberg skal torsdag afgøre, om mødre til i alt 14 børn skal fængsles.

Arkivfoto. Retten i Esbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ene af de tre kvinder, som er landet i Danmark efter evakuering fra syriske fangelejre, skal torsdag i grundlovsforhør klokken 12 i Retten i Esbjerg.

Det oplyser advokat Mette Grith Stage. Hun repræsenterer en af tre kvinder, der natten til torsdag er landet i Danmark sammen med i alt 14 børn.

En anden af kvinderne skal ifølge Sydøstjyllands Politi fremstilles for en dommer i Retten i Kolding klokken 11.30. Den sidste vil oplysninger til Ritzau ventes at blive fremstillet for en dommer i Retten på Frederiksberg torsdag eftermiddag.

Alle tre blev i sommer i hemmelige retsmøder ifølge DR Nyheder varetægtsfængslet in absentia – altså uden at de var selv til stede.

Sigtelserne drejer sig om overtrædelse af to bestemmelser i straffelovens afsnit om terrorisme. Det oplyser Socialstyrelsen i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Den ene drejer sig om støtte til en terrororganisation, nemlig § 114 e. Den anden drejer sig om ophold uden tilladelse i bestemte områder, § 114 j.

Når en person er blevet varetægtsfængslet in absentia, skal vedkommende inden 24 timer efter at have sat sine fødder på dansk jord fremstilles for en dommer.

Her kan personen besvare spørgsmål, og en dommer skal derefter afgøre, om der er grundlag for varetægtsfængsling.

Prisen for at tilslutte sig en terrororganisation er fængsel i flere år. For eksempel blev en kvinde så sent som i august idømt fængsel i fem år, fordi hun opholdt sig hos Islamisk Stat. Opholdet varede i to år og ni måneder. Den 23-årige kvinde har valgt ikke at anke dommen, der er afsagt af Retten i Glostrup.

Bare at opholde sig i en konfliktzone i Syrien uden myndighedernes tilladelse giver også ubetinget fængsel. Og det helt uanset årsagen til opholdet.

Det har en sag fra Aarhus vist. En tidligere soldat, Tommy Mørck, besluttede at gå ind i de kurdiske styrker, hvor han kæmpede imod Islamisk Stat. Alligevel er manden idømt ubetinget fængsel i seks måneder.

/ritzau/