»Møder du en som Harald, Leif, Martin eller Henning? Så lyt«

»Det var ikke statistikkerne om selvmord og PTSD-ramte, der gjorde særligt indtryk. Det var veteranernes personlige beretninger om deres voldsomme oplevelser under udsendelse og om deres tilværelse i dag.«

veteraner
Arkivfoto fra den første flagdag i 2009. Fold sammen
Læs mere

I morgen, mandag, flager vi for Danmarks udsendte. Anerkender den indsats, danske kvinder og mænd har ydet i krigs- og konfliktzoner. Det er ottende gang, flagdagen afholdes.

Netop for otte år siden havde jeg som journaliststuderende den stærke oplevelse at rejse med en gruppe Balkan-veteraner tilbage til Bosnien og Kroatien. Tilbage til de områder, hvor de som udsendte for Danmark og FN gjorde tjeneste midt i den mest modbydelige borgerkrig. Hvor nogle af dem blev vidner til massakrer på civile, hvor nogle af dem var udsat for daglige beskydninger, og hvor nogle af dem som lus mellem to negle kun havde mandat til at forsvare sig selv, ikke til at gribe ind mellem de stridende parter.

For de 27 veteraner, der alle i større eller mindre omfang døjede med psykiske eftervirkninger af deres oplevelser, var det synligt både smertefuldt og lindrende at gense Sarajevo, Kiseljak, Mostar, Doboj, Tuzla og ikke mindst alle de specifikke steder, hvor de som soldater eller nødhjælpsarbejdere havde passet deres arbejde.

Der var blandt andre Harald, som sammen med seks andre danske FN-soldater blev taget som gidsel og brugt som levende skjold under kroaternes offensiv i Krajina.

Der var Leif, der som nødhjælpschauffør oplevede to unge kolleger blive dræbt ved et angreb mod deres nødhjælpskonvoj.

Der var Martin, som på sine vagter ved en kontrolpost blev truet på livet og hjalp lemlæstede landmineofre.

Og der var Henning, som på nært hold så, hvordan en 4-årig pige blev sprængt i stykker af en landmine og som senere oplevede at få stukket en pistol så hårdt i ansigtet, at brusken mellem hans næsebor flækkede.

Samme Harald kunne i flere år efter sin udsendelse ikke betræde græs af frygt for landminer.

Samme Leif måtte efter gensynsrejsen lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

Samme Henning har i flere år haft stærke traumer og søvnbesvær samt et misbrug af alkohol.

Og samme Martin måtte i måneder ad gangen flytte ud i en østjysk skov for at kunne håndtere sin PTSD.

For nu bare at nævnte enkelte af de traumatiske oplevelser og lidelser, som veteranerne beskrev for os. Og for bare at nævne enkelte af alle de mænd og kvinder med udsendelser bag sig, der lever med ikke blot ar, men blødende sår på sjælen.

Min kollega og jeg fik en faglig og personlig oplevelse for livet i mødet med de 27 veteraner og deres pårørende. Det var ikke statistikkerne om selvmord og PTSD-ramte, der gjorde særligt indtryk, ikke samtalerne med overlæger, militærpsykologer, feltpræster og andre fagfolk. Og slet ikke politikernes bedste viljer og intentioner. Det, der satte aftryk og gjorde indtryk, var veteranernes personlige beretninger om deres voldsomme oplevelser under udsendelse og om deres tilværelse i dag.

Så kære læser, skulle du møde en veteran i dag - eller en hvilken som helst anden dag - så spørg forsigtigt, hvad det er, han eller hun har oplevet. Og hvordan det påvirker dem i dag. Og lyt. De fleste vil formentlig gerne fortælle, også selv om det gør ondt.

Og send en tanke til dem, der ikke længere er i live til at fortælle, hvad de oplevede.

God flagdag.

--- --- --- --- --- --- --- ---

Klummer af samme skribent:

Læs også:

Læs også:

Læs også: