Mød sheriffen fra Halmtorvet

Vi skal ikke jagte narkomaner og socialt udsatte, men vise dem tillid, mener politiassistent Rud Ellegaard. Han har for nylig modtaget Tine Bryld Prisen for sit arbejde blandt samfundets svageste.

Politiassistent Rud Ellegaard, der patruljerer i nogle af de hårdest belastede gader på Vesterbro i København, mente som ung betjent, at stofmisbrugerne bare skulle tage sig sammen. »Men jeg har lært, at det kan man ikke, når man har fået en så dårlig start på livet, som mange af dem har.« Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig troede Rud Ellegaard, at han skulle have tæsk. Uden for Mændenes Hjem i København, på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade, stod en flok mænd, han ikke kendte fra kvarteret.

»Jeg kunne se, at det var nogle kedelige typer, der skulle ind og rulle nogle af de svage her på Vesterbro. De så ud til at tænke: Hvor er hans makker? Skal vi gå på ham? Så kommer der en stofmisbruger ud fra Mændenes Hjem og siger: Ham dér lader I være. Han er vores betjent.«

En begrundelse for, hvorfor politiassistent Rud Ellegaard, 54 år, for nylig fik Tine Bryld Prisen på 50.000 kr., kan ikke illustreres tydeligere. Han, stenbroens gadesherif, taler solidarisk i øjenhøjde med og til de mindst bemidlede i det danske samfund. Uniformen er hans visitkort. Kerneydelsen er tryghed. For de hjemløse. Stofmisbrugerne. De prostituerede. Han deler prisen med Muhabet, et værested for psykisk syge flygtninge.

Berlingske har sat Rud Ellegaard stævne på en bænk i hjertet af hans arbejdsplads: Halmtorvet. Med udsigt til både eftertragtede adresser med hippe lejligheder og caféer og til mørke hjørner af byen.

Han har 30 års erfaring som gadebetjent blandt Vesterbros socialt udsatte og er ikke i tvivl om, hvori hans spidskompetence ligger.

Hvad er det, du kan?

»Jeg skaber en relation til dem. De kender mig og ser mig hver dag. Jeg er betjenten, de kan snakke med, og jeg kan lave aftaler med dem, hvis nogen er efter dem. De kommer kun til mig og fortæller sådan noget, hvis de har tillid til mig.«

Den solidariske tiøre. Erkendelsen af, at den sociale arv »brager igennem«, som han siger, faldt et stykke tid efter, at han som ung betjent i 1980erne stødte på en purung prostitueret.

»Hendes mor trak i Skelbækgade, og hun trak selv på Halmtorvet. Så kunne jeg godt forstå, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Hende har jeg haft med en overdosis to gange på Maria Kirkeplads, hvor jeg har reddet hendes liv. Jeg så hende sidst ovre i sundhedsrummet (fixerummet, red.) med en af sygeplejerskerne for halvandet år siden. Hun er sgu nok død nu.«

To mørklødede mænd standser foran os og spørger om vej til politistationen 100 meter væk. Rud Ellegaard peger, som var det hans egen baghave han viste rundt i.

Hvad har du lært af den episode?

»Jeg havde også alle fordommene dengang. Dem med, at de skal tage sig sammen. Hvem går og stikker jer i armen med alle de stoffer? Det er da jer selv. Så hold da op og kom videre i jeres liv. Men det kan man ikke, når man får så dårlig en start. Det er dét, jeg har lært. Man skal udvise en høj grad af tolerance over for de her mennesker.«

Hvorfor?

»Deres forudsætninger for at tage sig sammen er simpelthen ikke til stede. De har for mange dæmoner at slæbe rundt på. Bagagen er for tung. Men det er vigtigt, at vi ser, at de mennesker findes. Hvis vi skubber dem ud i et parallelsamfund, kan vi ikke inkludere dem i samfundet.«

De socialt udsatte og stofmisbrugerne er synligere i dag, end da Rud Ellegaard startede sine daglige patruljer på Vesterbro. Ikke fordi der er kommet flere stofmisbrugere, eller fordi byfornyelse gør, at de stikker mere ud, men fordi stoffet nu hedder kokain. Kokain gør brugerne psykotiske, udadvendte og aggressive. Før sprøjtede de sig med heroin og lagde sig i en baggård og sov rusen ud.

»Beboerne kunne bedre lide narkomanerne i gamle dage, for da lå de bare og koksede. Nu skal folk skændes med dem for at komme ud og ind ad deres opgang. Og så er der kommet flere med anden etnisk baggrund end dansk. De har oveni andre problematikker f.eks. religiøse og familiemæssige.«

Ifølge Rud Ellegaard er 80 pct. af narkoen på Vesterbro i dag kokain.

Rud Ellegaard udfylder en del af et vakuum, mener han.

»De socialt udsatte får i forvejen ikke den hjælp, de har krav på. Heller ikke fra politiet. Og det er dér, jeg synes, at jeg kan hjælpe. De kommer ikke selv til os. Vi skal opsøge dem og lære dem at kende og på den måde hjælpe dem. Så får de en mindre kaotisk hverdag.«

Er det politiets opgave at lave socialt arbejde?

»Hvis de her mennesker får en mindre kaotisk hverdag, så vil de være mindre kaotiske i deres adfærd, og det skaber en roligere gade.«

Hvad er dit gode råd til os andre om stofmisbrugere og socialt udsatte?

»At de her mennesker skal skaffe penge hver dag til deres stoffer. Det gør dem selvfølgelig til tyveknægte. Men de er det, fordi de er stofmisbrugere, og de er stofmisbrugere, fordi de er traumatiserede mennesker. Politiet skal ikke jagte dem og skubbe dem mere ud over kanten, for så kan de ikke bruge vores samfund.«

De to fixerum, de såkaldte sundhedsrum, hvor stofmisbrugere kan tage deres stoffer under overværelse af en sygeplejerske, er det bedste, der er sket på Vesterbro i hans betjenttid, fortæller han. Og at der i det offentliges »værktøjskasse« ikke kun findes love og regler, men i dag også socialrådgivere og gadeplansmedarbejdere.

I de to år, rummene har eksisteret, har Rud Ellegaard ikke fundet døde narkomaner på gaden.

»Fixerummene er en bro til behandlingssystemet og måske videre til et mindre kaotisk liv. Nogle vil sige, at det er nyttesløst, fordi mange bare tager stoffer igen. Men med fixerummene får de måske et tåleligt liv. Nogle vil blive stoffri, og nogle vil dø på Vesterbro. Men tingene trækker i den rigtige retning mod mere tryghed og mindre kaos.«

En lidt forhutlet fyr kører forbi os på Halmtorvs-bænken på en hærget damecykel. Den larmer i kædekassen og fra bagskærmen, der er vredet skæv.

»Den skal han stille tilbage, hvor han har stjålet den,« smiler Rud Ellegaard.

Humor er vigtig i hans, efter eget udsagn, ikke særligt prestigefyldte niche i politiarbejdet.

»Man er nødt til at smile lidt til dem, for ellers bliver det ikke til at holde ud at se på.«