Mode med masser af potentiale

Talentet er der, men de danske modefirmaer skal stå sammen og blive bedre til at markedsføre sig selv i udlandet, hvis de skal nå til tops internationalt, mener en række designere.

DESIGNERS REMIX: Charlotte Eskildsen, som står bag mærket Designers Remix, gjorde sit til at varmen og myggestikkene ikke løb med al opmærksomheden under showet i Kastrup Søbad. Da modellerne kom på podiet, var det nærliggende at tænke, at hun fornuftigt havde brugt den regnfulde sommer inden døre til endnu en gang at tænke flotte detaljer og enkle snit ind i et af dansk modes pt. bedste kvalitetsprodukter. Som modeeksperterne på stedet resumerede: En arkitektonisk inspireret kollektion med kommercielt og brugbart skrædderi. Fotos: Erik Refner, Kristian Sæderup og Uffe Weng<br> Fold sammen
Læs mere

Man kan spørge sig selv, hvor kendte de danske designere egentlig er, når selv ikke Cph. Visions direktør Jan Carlsen helt kunne holde styr på, hvem der var Munthe, og hvem der var Simonsen. Sammen med deres designerkolleger i Bruuns Bazaar, Baum und Pferdgarten, By Malene Birger, Susanne Rützou og Arena Cph havde Munthe plus Simonsen og salgsmessen Cph. Vision i går inviteret til pressemøde i Øksnehallen for at tale om dansk modes succes i udlandet, mens næste års sommermode blev præsenteret. En snak som hurtigt kom til at handle om støttekroner, samarbejde og markedsføring

Niels Dam, som repræsenterede firmaet By Malene Birger i stedet for designeren selv, efterlyste, at den danske branche blev langt bedre til at brande og markedsføre sig i udlandet. Hvor pengene til markedsføring skulle komme fra, havde Karen Simonsen et bud på: »Det er regeringen, som skal blive langt bedre til at spytte i kassen og bidrage til, at dansk mode bliver set på i udlandet,« sagde hun, hvilket til stor latter fik Susanne Rützou til at bemærke, at det er typisk dansk at skyde skylden på regeringen.

Fra alle sider blev det efterlyst, at investorerne har større villighed til at investere i dansk mode. Uden investeringer i talentet ingen global dansk modesucces.

Bjørn Bruun mente, at det i Danmark er de små designere, der trækker de store navne, fordi det netop er navne som Munthe plus Simonsen, Bruuns Bazaar, Mads Nørgaard og Malene Birger, som vinder genklang i udlandet, mens det er giganter som Bestseller, IC Company og BTX Group, der gør dansk modeeksport til en milliardforretning. Og derfor burde de store selskaber give noget tilbage til de mindre navne på markedet, mente den kreative direktør i Bruuns Bazaar, som sidder i bestyrelsen hos brancheorganisationen Dansk Textil og Beklædning mens hans bror og partner, Teis Bruun, er formand for Danish Fashion Institute.

Brug for samarbejde
Og der skal netop samarbejde til i branchen, hvis målet om at sætte Danmark på modens verdenskort skal lykkes. En udenlandsk journalist ville logisk nok vide, hvorfor der bliver ved med at komme nye salgsmesser (BellaCenter, Øksnehallen og nu også i Forum, red.) til den københavnske modeuge, når de ikke vil samarbejde om at servicere de udenlandske journalister. Til det sagde Bjørn Bruun, at de fremmødte designere ville gøre deres bedste for at finde fælles fodslag i branchen. For som han sagde:

»Det hjælper ikke, hvis vi ikke arbejder sammen og holder op med at modarbejde hinanden. Vi må stå sammen, hvis vi skal markedsføre os selv i udlandet og blive kendte for det, vi er gode til,« sagde han.