Mjølnerparken: »Vi vil ikke have mere hjælp«

Mjølnerparken vil ikke have flere ghettotiltag eller boligsociale støttehjul. Om fem år er det ikoniske boligområde så trygt og normaliseret, at der ikke længere er behov for kommunale helhedsplaner, mener både beboerne og Lejerbo, der vil gøre op med integrationspolitiske sutteklude uden udløbsdato.

Mjølnerparken: om 5 år er vi normale. Mohammed styrer Mjølnerparkens værksted, hvor han bla hjælper andre beboer med deres scootere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Khadija Abdi kan godt høre, at det lyder kontra­­intuitivt.

»Selvfølgelig er det rart, at få støtte og penge,« siger næstformanden for Mjølnerparkens beboerbestyrelse.

Når et område som Mjølnerparken er udpeget som »boligsocialt udfordret« udløser det ikke alene større politisk opmærksom; det udløser også ganske betragtelige økonomiske midler til at bekæmpe kriminalitet, få flere i arbejde og understøtte det frivillige engagement.

»Men prisen for den støtte er et negativt stempel, som ikke vil gå af,« siger Khadija Abdi, der stammer fra Somalia og har boet i Mjølnerparken de seneste 20 år.

»I dag kan du nærmest ikke sige, at du kommer fra Mjølnerparken, uden folk bliver bange for dig. Derfor er det tid til at sige, at vi ikke behøver mere hjælp herude. Vi vil være ligesom alle andre og klare os selv.«

Ikonisk ghetto

En håndfuld beboere sidder på »Mødestedet« i Mjølnerparken på ydre Nørrebro for at drøfte den beslutning, som Lejerbo København, der driver boligforeningen, netop har meddelt kommunen: At den næste boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken skal være den sidste, og at man om fem år betragter indsatsen som fuldendt og Mjølnerparken som et normalt kvarter.

»Vi vil ikke have, at boligsociale indsatser skal være sutteklude og evighedsmaskiner,« siger Jan Hyttel, der er formand i Lejerbo København.

»Helhedsplaner har det med at udvikle sig til selvopretholdende indsatser, der snarere end at løfte området hjælper en række boligsociale medarbejdere med at holde liv i deres projekter ved at lave fortløbende symptombehandling. Vi vil i stedet sige: Om fem år er målet nået. Det er den største gave, vi kan give Mjølnerparken: Et frihedsbrev, hvor vi siger »nu lukker vi indsatsen og stoler på, at I kan klare jer selv«.«

Det er ikke en nem opgave.

For mange er Mjølnerparken noget nær ikonet på fejlslagen integration. 87 procent af beboerne er enten flygtninge eller efterkommere. I folkemunde har stedet tidligere gået under navne som »Gaza-striben« og »Lille Libanon«. Og beskæftigelsen er – trods en mangeårig såkaldt fremskudt jobindsats – stadig langt lavere end i resten af Danmark. Kun 39 procent af beboerne mellem 16 og 64 år er selvforsørgende, og især de ældre generationer halter stadig bagefter med uddannelse og sprog.

Men der er også meget, som er lykkedes. Såsom at åbne Mjølnerparken fysisk op, så ghettoen ikke længere er sluttet om sig selv. Og selv om bandekonflikten – og ikke mindst sidste års angreb på Krudttønden og synagogen – gang på gang har bragt Mjølnerparken i overskrifterne, er kriminaliteten faktisk dalende, og stadig flere unge er på vej i uddannelse og job.

Som Mohammed »10« – i Mjølnerparken har alle Mohammed’er kælenavne, fordi det er det mest udbredte navn – der står for Mjølnerparkens værksted og også sidder med rundt om bordet, udtrykker det:

»Der er nogle begivenheder, som har tiltrukket den helt forkerte opmærksomhed. Og det, der tager 15 år at bygge op, tager kun fem minutter at rive ned igen. Derefter er det svært at bygge op forfra. Det er nemmere at lave ballade end at opbygge noget godt. Det gælder for de unge. Men det gælder også for hele kvarterets ry. Men vi mener, vi er på rette vej.«

Lejerbo-aktivisme

Med til historien hører, at Mjølnerparken over de kommende år får en kæmpestor millionindsprøjtning til at renovere de fysiske rammer: Lejlighederne skal moderniseres og gøres større, væk skal mørke kældre og slidte opgange.

Renoveringen løber op i tæt på en milliard kroner. Omkring halvdelen kommer fra Landsbyggefonden. Kommunen bidrager med cirka 150 millioner kroner, Realdania har tidligere givet 50 – resten vil blive finansieret af Lejerbo og beboerne selv.

Den boligsociale helhedsplan har blandt andet til formål at øge trygheden og engagere flere i lokalområdet. Den beskæftiger omkring seks faste medarbejdere og koster i gennemsnit omkring tre millioner årligt. Det er disse opgaver, beboerne i fremtiden selv skal tage på sig – med almindelig støtte fra Lejerbo som alle andre boligkvarterer.

Og opgøret med systemtænkningen er ikke en ny fiks idé. I Lejerbos københavnerafdeling har man for år tilbage mistet troen på forkromede planer og særlige integrations­tiltag. Tidligere på året foreslog sekretariatet i Mjølnerparken endda at fjerne kontanthjælpen fra alle beboere for til gengæld at give alle et retskrav på uddannelse og job.

Det lyder brutalt og aktivistisk, men er ment i fulde alvor. For de fleste beboere vil gerne ud af lejlighederne og bidrage til samfundet, oplever Lejerbo, men årtiers misk-mask-kompromiser har vægtet hensyn til interesseorganisationer og politikere højere, og det betyder, at systemet er blevet en større barriere for integration end beboerne selv.

»Alle ved jo, hvordan det har kørt siden 90erne. Den ene millionindsats efter den anden er blevet sat i værk, uden at der er kommet det store ud af det. I Mjølnerparken går det faktisk bedre, og nu tror vi, det er tid til at prøve noget nyt,« siger Jan Hyttel.

De nye toner gør selvfølgelig en del af beboerne nervøse. Mange forstår ikke dansk perfekt og er utrygge, når noget bliver anderledes end i dag.

De stærke flytter

Men på Mødestedet er de enig om, at en exit-dato er den rigtige vej.

»Vi er heldige, at vi har fået så mange chancer,« siger Salim El-Chahabi.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

For ti år siden var han – som de fleste af foreningens øvrige beboer – på kontanthjælp. Men de seneste år har han været ansat af Lejerbo – under helhedsplansmidler – til at styre områdets fritidsjobindsats, der også har fået flere unge i job.

»Men det er ikke godt at opføre sig som en baby, som skal have støtte hele livet. Staten bliver også træt på et tidspunkt, for vi har kostet mange penge. Det forstår jeg godt.«

I kommunen støtter teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), der er ansvarlig for området, ambitionen.

»Det er svært at sige andet, end at det er glimrende. Hele meningen med de boligsociale indsatser er jo, at beboerne skal lære at stå på egne ben, og at boligområderne skal blive almindelige,« siger han.

Tror du, at det er realistisk?

»Selvfølgelig skal tingene evalueres ... Men det er Lejerbos vurdering, at det kan lade sig gøre, og den målsætning bakker vi selvfølgelig op om.«

Hvad siger du til den underliggende kritik af, at den type boligsociale indsatser har det med at leve deres eget liv og blive til evighedsmaskiner?

»Sådan hører jeg ikke udmeldingen. Jeg er sikker på, at andre udsatte områder – når tid kommer – også vil melde lignende ud.«

Helt så optimistisk er Troels Schultz Larsen ikke. Han er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC og forsker i forsømte boligområder.

»Man kan godt forstå, at Mjølnerparken gør sig store forhåbninger. Hvor realistisk det er, kan jeg være mere i tvivl om,« siger han.

På den positive side vejer det, at forskningen viser, at boligsociale helhedsplaner faktisk virker, og at Mjølnerparken har oplevet store fremskridt. Udfordringen er, at effekterne er størst på individniveau: Indsatserne løfter så at sige en del af beboerne, som bliver bedre uddannede, kommer i arbejde og så videre. Men i takt med, at de klarer sig bedre, flytter mange også væk.

»Problemet er, at man forsøger at tackle et samfundsproblem på områdeniveau. Det giver god mening at løfte et område og dets ry, og uden indsatserne ville det helt sikkert være endnu værre,« siger Troels Schultz Larsen.

»Men det ændrer ikke på de underliggende mekanismer på boligmarkedet: Dels at man kan tjene penge på at bo i ejerbolig, og dels at mennesker med få ressourcer koncentreres i dele af den almennyttige boligsektor. Derfor vil de positive effekter af sådan nogle planer aldrig blive stationære, og derfor kan man have sin tvivl om, hvorvidt Mjølnerparkens udfordringer vil være væk om fem år,« siger han.

Ikke paradis

Alt det er beboerne i Mjølnerparken godt klar over. De ved godt, at man ikke kan stavnsbinde de ressourcestærke, og at der stadig er alt for mange, som ikke er i job. Det er derfor, planen ikke udløber om fem uger eller måneder, men om fem år.

»Vi mangler stadig, at flere skal tænke positivt om arbejde og ikke se det som en gene. Vi skal også have flere til at lave frivilligt arbejde. Vi har allerede en bestyrelse. Men i løbet af de næste fem år skal vi have mødrene og fædrene til at engagere sig mere. Det skal ikke kun være en lille kerne, der styrer det hele, så vi skal have hevet alle dem med, vi kan,« siger Khadija Abdi.

For fire år siden gik bestyrelsens mangeårige, magtfulde formand af efter en række beskyldninger om misbrug af offentlige støtte­midler og områdets overvågnings­kameraer. Siden da har kvinderne for første gang haft flertal i bestyrelsen, og kvinde-cafeen Cafe Nora har sikret, at langt flere er blevet frivilligt engageret i deres kvarter.

»Hele området bliver jo mere attraktivt. Lejlighederne bliver bedre, og metroen kommer. Hvis vi sørger for, at der er trygt, og at her er muligheder, hvorfor skulle folk så flytte? Folk flytter fra problemerne. Men når vi gør op med problemerne, er det jo et godt sted, hvor alle kender alle, og hvor folk elsker at bo,« siger Mohammed »10«.

Netop det med trygheden er det essentielle. Selv om beboerne mener, at områdets ry som kriminelt er uberettiget, er de unge mænd stadig overrepræsenteret i domstolenes statistik. Men også det lover de at få styr på.

»Det er der sådan set allerede. Jeg mener, da jeg var lille, var den helt gal,« siger Bachir Hussein, der står i spidsen for den klub, hvor mange af kvarterets unge mænd og rødder kommer.

»Dengang smadrede folk vinduer og lavede ballade. Sådan er det slet ikke i dag. Og de næste fem år vil det kun blive bedre. Stedet bliver pænere og pænere. Jeg har selv lige søgt om egen lejlighed,« siger han.

Salim El-Chahabi byder ind. De sidder her ikke for at stikke Berlingske blår i øjnene eller foregøgle, at Mjølnerparken om fem år er det nye Islands Brygge eller 2100 Spelt, siger han:

»Selv efter fem år bliver området ikke 100 procent perfekt, men vi kan love, at vi gør vores bedste. Det er ikke bare et »håb« eller »en drøm«. Vi knokler for det. Vi ved godt, at Mjølnerparken ikke bliver paradis. Vi kender godt vores ressourcer og evner. Men vi siger, at vi kan gøre det til et område, der hverken er bedre eller dårligere end alle andre. At Mjølnerparken ikke længere vil være noget specielt.«