Mit liv som curlingfar

Jeg har forsøgt at feje isen foran min datter. Og er kommet til at hakke huller, så hun snublede. Alligevel, eller netop derfor, er hun blevet akkurat, som hun skal være, fortæller Jens Rebensdorff, journalist på Berlingske.

Jens Rebensdorff, journalist på Berlingskes indlandsredaktion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da min datter var fem år, vejede hun cirka lige så meget som en curlingsten. 20 kilo. I dag ved jeg ikke, hvor meget, hun vejer. Jeg er også ligeglad. Hun er 24 og lever sit eget liv. Meget vil jeg hjælpe hende med, men hendes vægt er hendes egen sag, lige så meget som den var forældrenes, da hun var lille. Dengang det meste i hendes liv var mit/vores ansvar. Men man er vel forælder og fortabt i forestillingen om, at man skal og kan hjælpe hende uanset, hvor små huller livets curlingbane byder på.

Hvorfor gjorde jeg, som jeg gjorde, da jeg endnu havde noget at skulle have sagt? Fordi jeg kunne. Og fordi jeg elsker hende. Så kan de kalde mig hvad som helst og beskylde mig for at have pakket hende ind i vat, så hun ikke har mærket verden, som den virkelig er, og derfor ikke er rustet til livets skole og i junglen. Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Stakkels omsorgssvigtede curlingbarn.

Ja, jeg har, for at skåne hende for timers transport og en lungebetændelse, hentet hende i silende regn på Roskilde Festival, så hun kunne komme hjem i varmen og få mad og et bad og penge til en billet tilbage til festival-helvedet.

Ja, jeg har af magelighed ikke inddraget hende i madlavning, fordi jeg syntes, at det var nemmere og hurtigere selv at gøre det. Ja, jeg har betalt for tøj til hende, som hun ikke behøvede, men som hun bare syntes, hun MÅTTE eje. Og min indre 1970er-dreng var hemmeligt stolt, men officielt bekymret, da hun tilsidesatte alle advarsler og min autoritet og tog ind på Nørrebro for at kæmpe for Ungdomshuset over for kampklædte politistyrker.

Og ja, jeg har undladt at tvinge hende til at tjene sine egne penge tidligt og nogle gange hjulpet vel rigeligt med penge og lektierne i gymnasiet, så hun havde tid til noget, der var interessant. Og jeg har været konfliktsky og undladt at kræve tidlige hjemkosttidspunkter, da hun plejede omgang med et slæng, der vist ikke var helt fine i kanten.

Har jeg gjort min datter en bjørnetjeneste? Selvfølgelig ikke. De fleste i hendes generation er top-motiverede, robuste og selvstændige takket være curlingforældre som mig, der har haft ressourcerne til at hente og bringe, punge ud og være large. Jeg har ondt af den af hendes veninder, der ikke vil ringe til sine forældre om et lån/tilskud til et sted at bo, fordi hun forventer et nej.

Ingen har sagt, at det skal være nemt at være forælder. Hvornår skal man være ven? Hvornår opdrager? Hvornår sikkerhedsnet? Der er ingen facitliste over, hvornår og hvordan man skal sætte grænser og hjælpe afkommet over livets kriser og gennem lektier til studenterhuer og over mudder til festivaler.

Nogle mener, at jeg og andre curling-stemplede forældre har gjort det for let for vores børn. Dér skal de lige ryste posen. Vi er generationen, der har udsat poderne for skilsmisser, flytninger og pardannelser, som de bare har måttet sluge og ikke har haft kinamands indflydelse på. Her er fars nye kæreste. Nå, I går ikke så godt i spænd sammen? Det er bare ærgerligt. Vi flytter til Nordsjælland. Nå, det synes du ikke om? Det skal nok gå. Her er et klippekort og en udsigt over Øresund, som rager dig en papand.

Hvis det giver hård og sund hud på sjælen at lære at tage toget selv, så tør jeg ikke tænke på de bæredygtige vabler, min datter og hendes venner har fået ved vores livsførelse.

Jeg er glad for, at jeg har haft muligheden for at hjælpe min datter. Også når det har været af dårlig samvittighed, dovenskab eller konfliktskyhed. Og jeg fortryder de gange, jeg har svigtet.

Jeg har forsøgt at feje isen foran hende. Og er kommet til at hakke huller, så hun snublede. Alligevel, eller netop derfor, er hun blevet akkurat, som hun skal være. Og ikke nogen 20 kilo tung, standardiseret sten af poleret granit.