»Mit gæt er, at jeg var blevet for dansk«

Essa Mohamed blev som 11-årig efterladt i Somalia mod sin vilje. Tre et halvt år blev han holdt væk fra Danmark.

Lufthavnens skærme viste forsinkelser, og 11-årige Essa Mohamed trippede nervøst ved udsigten til at strande i Amsterdam og misse en feriedag.

»I dag ville jeg ønske, at vores fly slet ikke var lettet,« siger Essa Mohamed.

I 2004 sagde han på gensyn til sine kammerater i 5.C, en uge inden skolernes sommerferie officielt begyndte for at flyve med sin far til det nordlige Somalia. Forældrenes oprindelsesland.

»Han sagde, at vi skulle på en rigtig far-og-søn-ferie, og at vi ville være af sted hele sommeren. Jeg fattede slet ikke mistanke, men syntes bare, at det var fedt, at vi skulle til Afrika sammen,« siger Essa Mohamed, der nu er 23 år og bosat i Aarhus.

Rejsen var Essa Mohameds første møde med Somalia. Landet viste sig at rumme mere sand og ørken, end Essa troede muligt efter at være født og opvokset i et asfaltbelagt og grønt Danmark. Kameler og bidske, vilde hunde fyldte i gadebilledet, varmen var omsluttende og sproget fremmed for Essa Mohamed, der kun taler dansk.

Hans far var fåmælt fra flyet lettede fra Kastrup, og til det efter stoppet i Amsterdam landede i Somalia. I stilhed tog de en taxa til byen Hargeisa, hvor Essas somaliske mormor boede.

Lugten af brændt gummi fra bildæk hang i luften, og faldefærdig beboelse forsøgt lappet med tømmer stod sammenpresset i vejkanten. Her stillede Essa Mohameds far bagagen, og efterlod Essa under påskud af, at skulle mødes med nogle venner.

»Det var løgn,« siger Essa Mohamed.

»Mindre end seks timer efter vi ankom til Somalia, var min far på vej retur til Danmark. Med sig tog han mit pas og mit sygesikringsbevis.«

Essa Mohamed kunne ikke kommunikere med sin mormor, og i dagevis sad den 11-årige dreng urokkeligt og ventede på sin far i den tro, at de stadig var på en fælles sommerferie, som ville slutte, inden det nye skoleår begyndte.

»Det var i sommeren 2004. Jeg så først Danmark igen tre et halvt år senere,« siger Essa Mohamed.

Han var rædselsslagen i sine nye omgivelser, og ingen kunne besvare de utallige spørgsmål, der hobede sig op. Uvisheden fik Essa Mohamed til at miste al appetit, og kiloene raslede af den spinkle dreng.

»Jeg blev ved med at stille mig selv spørgsmål, som jeg ikke kunne stille andre. Hvorfor lige mig og hvorfor lige nu? Kunne det ikke have været min storebror eller i det mindste os begge?« siger Essa Mohamed.

Tankerne kredsede også om dagligdagen og vennerne hjemme i Danmark, og Essa Mohamed gjorde sig barnlige overvejelser.

»Hvis jeg kommer hjem i morgen, kommer jeg så tilbage i min gamle klasse på min gamle skole? Leger vi stadig de samme lege i frikvarteret? Gad vide, om mine venner overhovedet kan genkende mig,« fortæller Essa Mohamed.

Han var overbevist om, at der måtte ske et eller andet, når klokken ringede ind til 6. klasse efter sommerferien, og pædagoger og lærere opdagede, at en af klassens elever slet ikke mødte op.

Hjælpen kom imidlertid ikke. Efterhånden som månederne afløste hinanden, indstillede Essa Mohamed sig på, at han nok ikke kom til at slå sine folder på dansk jord igen.

Halvandet år efter Essa Mohamed kom til Somalia, fandt han sin Nokia 3310 og dens oplader i en hengemt kuffert. Mobilen løb tør for strøm samme dag, som han og faren ankom til Somalia, og omvæltningen havde slettet dens eksistens fra Essas hukommelse.

»Den dag gik det op for mig, at jeg måske alligevel kunne komme hjem. Det var slet ikke en mulighed indtil da, så mobilen vækkede mit håb på ny. Jeg gik mine kontakter igennem og fandt et nummer på min pædagog, som jeg ringede til,« siger Essa Mohamed.

Pædagogen rådede ham til at kontakte ambassaden i Somalia, som dog viste sig at være lukket på grund af den spirende borgerkrig i landet. Hans eneste mulighed var i stedet at rejse til nabolandet Etiopien, en rejse der skulle vise sig heller ikke at være ligetil.

Essa Mohamed ved ikke, om pædagogen nogensinde kontaktede kommunen, eller om der var andre voksne, der reagerede på hans fravær. Undervisere, sagsbehandlere, naboer eller venners forældre.

»Det spørger jeg ofte mig selv om, men jeg ved det reelt ikke. Jeg håber, at nogen foretager sig et eller andet, når et 11-årigt barn pludselig forsvinder i flere år,« siger Essa Mohamed.

Han er selv i dag i praktik i en vuggestue og »ville straks lægge mærke til«, hvis et barn stoppede med at komme.

I forbindelse med et adresseskift for nylig opdagede Essa Mohamed, at han stod registreret som »Adresseløs« fra 2004 til 2007 i Folkeregistret. Samme periode som han opholdt sig i Somalia mod sin vilje.

»Et 11-årigt, adresseløst barn? Det lyder rigtig mærkeligt, hvis ingen reagerede,« siger Essa Mohamed.

Hvad myndighederne gjorde og ikke gjorde, er ikke det eneste, som Essa Mohamed stadig mangler svar på. Det er nemlig endnu uklart, hvorfor han egentlig skulle til Somalia. Han har ingen kontakt til sin storebror og mor, og Essa Mohamed så kun sin far én gang, efter han kom tilbage til Danmark, før faderen døde.

»Jeg nænnede ikke at spørge en dødssyg mand,« siger han.

Alligevel har Essa Mohamed en idé om, hvad der fik hans far til at efterlade ham i et fremmed land.

»Jeg tror, at det var en opdragelsesrejse. Jeg snakker kun dansk og har kun danske venner, og det ved jeg, at min far var imod. Mit gæt er, at jeg var blevet for dansk.«