Mistænkte i drabssag fra Randers Regnskov er nu i Danmark

Tirsdag bliver to mænd og en kvinde fremstillet i grundlovsforhør i drabssag fra Randers Regnskov.

Foto: Annelene Petersen

København. To mænd og en kvinde er mandag kommet til Danmark, efter at de juleaften blev anholdt i Tyskland. De tre er mistænkt i forbindelse med et drab, hvor en 30-årig mand blev fundet skudt ved Randers Regnskov.

- De har lige krydset grænsen og er på vej til os, siger efterforskningsleder René Raffo til Randers Amtsavis.

De tre vil tirsdag blive stillet for en dommer i Randers, som skal tage stilling til, om de tre skal varetægtsfængsles.

Ved 23.30-tiden 22. december fandt en forbipasserende en 30-årig mand liggende død på Tørvebryggen 1 ved Randers Regnskov. Manden var dræbt af skud.

Juleaftensdag offentliggjorde Østjyllands Politi navne og fotos på tre personer, som man mistænker for drabet. Det drejede sig om to mænd på 19 og 36 år samt en 38-årig kvinde.

Trioen blev også efterlyst internationalt, da politiet mente, at de kunne have søgt til udlandet.

Det viste sig at holde stik. Nogle få timer senere kunne politiet fortælle, at de var blevet anholdt i nærheden af Neumünster omkring 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

Trioen var ifølge tysk politi blevet set til fods i den indre by i Flensborg om eftermiddagen juleaftensdag. Her steg de ind i en Opel med hollandske nummerplader, hvor der i forvejen sad to personer.

Det tyske politi iværksatte en større operation, hvor politifolk fra flere kredse, motorvejspolitiet og specialstyrker deltog. Motorvej A7 var i forbindelse med aktionen spærret i omkring halvanden time.

De fem personer i bilen blev uden dramatik anholdt ved Bimöhlen nær Neumünster.

Juledag blev de tre danskere fremstillet i retten i Neumünster, hvor de blev varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Danmark. De to hollændere blev begge løsladt juledag.

/ritzau/