Mistænkt spion i sag om attentat skifter forsvarer

Ny forsvarer vil ikke protestere imod fortsat isolationsfængsling af norsk-iransk mand.

PET frygtede. at en iransk mordpatrulje 28. september 2018 var i Danmark for at begå et attentat i Ringsted. Politiet iværksatte en kæmpemæssig kontrolaktion ved broer og på vejene. Indsatsen betød kilometerlange bilkøer. En måneds tid senere blev en mistænkt i sagen anholdt i Sverige. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En norsk-iransk mand, der sigtes for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste med at planlægge et drab i Ringsted, har besluttet at skifte forsvarer.

Samtidig har mandens nye forsvarer erklæret sig indforstået med, at Københavns Byret forlænger varetægtsfængslingen med yderligere fire uger.

Han vil desuden ikke protestere imod isolation i fængslet, oplyser senioranklager Søren Harbo i Københavns Politi.

Dermed er der ikke noget egentligt retsmøde torsdag, hvor fængslingen udløber. Med andre ord kan dommeren ved sit skrivebord træffe afgørelse om yderligere fire ugers frihedsberøvelse.

Siden oktober har der ellers ved hvert eneste udløb af fængslingen på nær et enkelt tilfælde været afholdt retsmøder. Her har den 39-årige mand været til stede med en tolk ved sin side.

Den afgående forsvarer er advokat Allan Lund Christensen. Han afløses af advokat Michael Juul Eriksen.

I en sms skriver Eriksen til Ritzau, at han ikke har kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. Det skyldes, at den behandles bag lukkede døre.

Sigtelsen drejer sig om medvirken til forsøg på drab på en eksiliraner, der er tilknyttet bevægelsen ASMLA, og som bor i Ringsted. Desuden beskyldes manden for at have arbejdet for en iransk efterretningstjeneste på dansk jord. Han nægter sig skyldig.

28. september sidste år mærkede adskillige tusinde mennesker til PET's frygt for et attentat. PET slog alarm, fordi man troede, at en mordpatrulje befandt sig i Danmark. Store dele af vejtrafikken på Sjælland blev standset af politiet, og der opstod kilometerlange bilkøer.

21. oktober blev den 39-årige så anholdt nær Göteborg og blev kort efter overført til et dansk fængsel.

Ved de første retsmøder smilede manden, men siden har han set modløs og opgivende ud. 7. marts meddelte han gennem sin forsvarer, at han indledte en sultestrejke i fængslet. Han var frustreret og følte sig ikke hørt.

I efterforskningen har PET ifølge presserapporter samarbejdet med den israelske efterretningstjeneste.

På grund af sagen har Danmarks ambassadør i øvrigt sammen med andre europæiske lande i Teheran overfor det iranske styre protesteret mod flere attentater og forsøg blandt andet i Holland, Frankrig, Belgien og Tyskland.

/ritzau/