Mistænkt i mordplot bor nær bladtegner

Tuneseren, der mistænkes for at planlægge Kurt Westergaards død, bor kun ti minutter fra Muhammed-tegneren. DF og S kræver regler for tålt ophold ændret.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kræver nu reglerne for tålt ophold ændret.

Det sker, fordi B.T. i dag kan afsløre, at den ene af de to tunesere, der er mistænkt for at ville dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, er flyttet tilbage til Århus – blot ti minutter fra hvor Kurt Westergaard selv bor – selvom myndighederne har oplyst, at den 36-årige tuneser bor på »tålt ophold« i Sandholmlejren i Nordsjælland.

Tuneserens bror bekræfter, at den 36-årige opholder sig hos sin kone i deres lejlighed på Janesvej i Gellerup-parken i Brabrand ved Århus.

»Min bror er tilbage og bor sammen med sin kone og børn. Han har det skidt, føler sig psykisk kørt ned. Det har været hårdt at sidde så længe i fængsel, fordi han er uskyldig,« siger broderen.

Også lokale beboere bekræfter over for B.T., at den terror- og drabsmistænkte tuneser er tilbage fra fængslet, efter at myndighederne måtte opgive at udvise ham, da han ifølge Flygtningenævnet risikerer tortur i sit hjemland.

»Jeg så ham for en uge siden. Han kom med sine to børn. Jeg tror, han var på vej i børnehaven,« forklarer en af beboerne.

S og DF: uacceptabelt

De nye oplysninger får DFs retsordfører Peter Skaarup til at kræve en hårdere linje over for personer på tålt ophold: Enten skal den 36-årige tuneser fængsles – og kan det ikke lade sig gøre, skal han udvises: »Det er under al kritik, det der ske. Der er jo ikke nogen, der med sikkerhed kan vide om mordplanerne mod Westergaard virkelig er opgivet,« lyder det fra Skaarup.

Karen Hækkerup, retsordfører for Socialdemokraterne, finder ligeledes den nuværende situation uacceptabel.

»Det var ikke meningen, at sådan en mand skal gå frit rundt i Århus. Derfor støtter vi også et lovforslag om, at der kommer tjek på, om de mennesker virkelig opholder sig i Sandholmlejren,« siger Karen Hækkerup.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech afviser dog B.T.s oplysninger om, at den 36-årige tuneser går frit rundt tæt på Kurt Westergaards hjem i Viby.

»Rygter fra miljøet om, hvem der er hvor, kunne jeg ikke drømme om at stole på,« lyder det kortfattet i en mail fra ministeren, hvor hun også slår to ting fast: »Der er nye regler på vej. Jeg forventer, at PET overvåger personer, der udgør en risiko,« står der.

I onsdags meddelte integrationsministeren, at hun i næste uge vil »fremlægge et forslag om skærpet og styrket kontrol med, at personer på tålt ophold rent faktisk også opholder sig i Center Sandholm«.

Kurt Westergaard selv er stadig nogenlunde tryg på grund af PETs massive overvågning og beskyttelse af ham, men han kan ikke skjule sin irritation.

»Det generer mig, at jeg kan møde min potentielle drabsmand på gaden i Århus. Han kender jo mig, og jeg kender ikke ham. Det er ikke rart og støder min retsfølelse, at det kan lade sig gøre,« lyder det fra den verdenskendte »turban-tegner«.