Mistænkelig pose får politiet til at evakuere Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn er evakueret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke

Politiet har fredag eftermiddag evakueret Sønderborg Lufthavn, efter personalet har fundet en mistænkelig pose.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt.

»Vi får anmeldelsen klokken 15.42 fra Sønderborg Lufthavn om, at de har fundet en plasticpose med en genstand i. De kan ikke se, hvad der er i, men mener, den er mistænkelig, da den bliver fundet et unormalt sted bag en sofa,« siger han.

Politiet får derfor omdirigeret flytrafikken og tilkaldt bomberyddere, der fortsat er på vej til lufthavnen. Det er foreløbig gået ud over et enkelt fly, der skulle være ankommet til lufthavnen.

Politiet forventer dog ikke, at der er tale om en bombe.

»Der er ikke noget trusselsbillede. Men vi bliver nødt til at gå med livrem og seler i sådan en situation,« siger vagtchefen.

BNB