Miraklet og katastrofen i Paris

Berlingskes videnskabsjournalist vurderer resultatet af klimakonferencen i Paris.

Den franske udenrigsminister og ledende kraft bag Parisaftalen, Laurent Fabius (tv.), klapper, mens FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, trykker den franske præsident, Francis Hollande, på næven. Foto: Philippe Wojazer/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE WOJAZER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er næppe nogen, der har indkapslet resultatet af klimaforhandlingerne i Paris bedre end den skarptskrivende britiske miljøforfatter George Monbiot:

»I forhold til, hvad den kunne være blevet, er den et mirakel. I forhold til, hvad den burde være blevet, er den en katastrofe.«

Lad os tage miraklet først.

FN har forsøgt at få klodens nationer til at enes om en plan for at forhindre farlige klimaforandringer lige siden det banebrydende Earth Summit i Rio 1992, da FNs klima­konvention med årlige COP-verdensmøder blev vedtaget.

I de forløbne år har det eneste bare moderat succesfulde resultat af COP-møderne været Kyoto-aftalen fra 1997, der kun bandt ret få rige lande, svarende til 15 procent af klodens årlige udledninger af drivhus­gasser, til CO2-reduktioner. Tilmed kun i en begrænset årrække.

I 2009 fejlede Danmark spektakulært, da vi som det første COP-værtsland skulle forsøge at lande en bindende klimaaftale gældende for alle nationer.

Nu er det endelig lykkedes for franskmændene, hvilket ikke mindst skyldes en enestående indsats fra den charmerende superdiplomat og COP-præsident, udenrigsminister Laurent Fabius, der nu kan se frem til en nominering til Nobels Fredspris.

Det er en kæmpe bedrift at samle praktisk taget hele verden, 196 nationer, om det fælles mål at nedbremse den globale temperaturstigning, så den vil holde sig »pænt« under to grader og i øvrigt stræbe mod at nå bare halvanden grad. Det er begyndelsen til enden på det fossilt drevne verdenssamfund.

Landenes interesser er vidt forskellige. Nationaløkonomien og velfærden i nationer som Saudi-Arabien, Rusland og Venezuela er dybt afhængig af eksport af fossile brændsler. En hastig udfasning af fossile brændsler på kloden kan dermed blive en økonomisk katastrofe her.

I hurtigt voksende kæmpeøkonomier som Kina, Indien og Indonesien er langt største­parten af energisektoren og produktions­apparatet bygget op omkring enorme leverancer af strøm fra kulkraft­værker – den aktuelt billigste, men også mest CO2-udledende måde at produce energi på. Hvilket vil stille lande som disse over for enorme udfordringer med at omstille deres energisektor til en mere grøn af slagsen.

Omvendt har lande som Tyskland, Holland, Sverige – og Danmark – en klar interesse i at fremme en hurtig udfasning af fossile brændsler, fordi vi er blandt de førende i verden i udviklingen af grønne energiteknologier.

Det er et mirakel, at det er lykkedes at opnå en sådan global enighed. Men det demonstrerer trods alt, at klodens nationer tager videnskabens budskaber alvorligt – at vi risikerer løbske og farlige klimaforandringer, hvis man overalt fortsætter i det nuværende fossile spor. Rusland og Saudi-Arabien befinder sig trods alt på den samme planet som alle vi andre.

Men ja, Parisaftalen ligner også en katastrofe – eller i det mindste et toghavari i slowmotion.

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. På en enkelt returflyvning over Atlanten har den enkelte flypassager et CO2-aftryk svarende til en tiendedel af en gennemsnitsdanskers årlige udledninger. Eller for den sags skyld ti gange mere end en etiopiers.

Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og kan ende med at udgøre omkring en tredjedel af hele kagen om få årtier. Med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Regionalt dækkende dur ikke, for det kan skabe ulige konkurrence.

Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiets skibsflåde er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

Men den vigtigste årsag til, at der også lurer en katastrofe i Parisaftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I den forbindelse bør man erindre sig, at 2015 kommer til at verfe alle tidligere globale temperaturrekorder af banen: Nu er den globale middeltemperatur steget med en rund grad siden industrialderens begyndelse. Vi er dermed allerede nået 67 pct. af vejen mod aftalens nedre grænse.

I Parisaftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

Det er ikke i sammenhæng med videnskaben. Hvis vi skal nå det vildt ambitiøse 1,5 graders mål, skal verdens udledninger falde støt med ca. syv pct. om året og nå et rundt nul allerede i 2050. Det er nærmest indlysende, at det er umuligt. På samme måde synes der desværre fortsat kun at være en ringe sandsynlighed for, at vi kommer i to graders-målet.

Alligevel er der ingen tvivl om, at der blev skrevet verdenshistorie i Paris lørdag aften. Landene har taget et afgørende indledende skridt mod skabelsen af en renere og mere bæredygtig klode. Ja, Parisaftalen kan vise sig at blive den mest positive beslutning for menneskeheden siden etableringen af FN efter Anden Verdenskrig. Fornuften vandt trods alt.

Men det store spørgsmål er, om vi nu kan se vores børn og børnebørn i øjnene i forvisning om, at vi har sikret dem en nogenlunde stabil planet at eksistere på i fremtiden.

Oddsene er i hvert fald forbedret. Men først om 40-50 år vil de kunne give et svar.