Minut for minut: Følg brandens udvikling fra alarmen gik 7.36, til murene væltede 17.07
Tirsdag morgen brød en brand ud i Børsen, der rystede København og Danmark. I døgnene efter har vores øjne været rettet mod brandtomten, så vi nu kan fortælle historien minut for minut. Gå på opdagelse i grafikken, hvor du kan komme med inden for i den brændte børsbygning og følge brandmændene, fra de ankommer klokken 7.40, til murene vælter flere dage senere
Tirsdag morgen, da klokken blev 7.36 var det stadig bare en almindelig dag i København.
Børnefamilier på Christiania Cykler oksede op ad Knippelsbro, håndværkere havde været i gang i timevis, mens solen stod op over hovedstaden, og studerende sov længe inden dagens forelæsninger.
Da minuttet var slut, begyndte en kamp mod tiden for at redde et uvurderligt stykke Danmarkshistorie.
Berlingske har på baggrund af de sidste mange dages øjenvidneforklaringer, reportageture, og interviews samt omfattende research i historiske dokumenter og åbne skriftlige kilder kortlagt branden minut for minut.
Berlingske har rekonstrueret den dramatiske dag på baggrund af, hvad vi ved nu. Dyk ned i grafikken, fra alarmen gik hos Hovedstadens Beredskab tirsdag morgen 7.36 til murene kollapsede torsdag klokken 17.07:
Lige nu er det usikkert, om politiet nogensinde kommer til at kunne få adgang til bygningen. Eller om den når at falde helt sammen, inden myndighederne får fastlagt årsagen til branden.
Til et pressemøde fredag morgen fortæller operationschef fra Hovedstadens Beredskab, Tim Ole Simonsen, at kobbertaget styrtede ned i tonsvis af brændbart materiale.
Børsen overlevede 400 år uden brand.
Da det gik galt, gik det hurtigt. Nu står kun halvdelen tilbage.
Dragespiret er faldet. København har mistet en del af sig selv.
Vi har blandt andet mistet børssalen, hvor utallige konferencer, bryllupper, dimissioner og runde fødselsdage er blevet holdt.

Her stod en skulptur, som Thorvaldsen havde lavet, af Christian den Fjerde, som er gået til i flammerne.
Bag Børssalen lå Børsens bibliotek. Her var mange af de malerier, som er vores fælles kulturarv.
I et interview med Berlingske onsdag eftermiddag fortalte administrerende direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, at 99 procent af al kulturarven er reddet ud.
Tilbage står også Børsgangen med de mange historiske kontorer. Her sad Christian den Fjerde selv.

Her reddede de Danmarks første telefonstik ud af Tietgens kontor, mens flammerne stadig væltede ud af taget på Børsen.

På Børsgangen ligger også Brian Mikkelsens eget kontor. Det står under vand.
Den egentlige årsag til branden ligger stadig begravet i asken.
Video af dragetårn i flammer er optaget af Ina Holm Dietrich
Del: