Minister vil lempe indvandring yderligere

Integrationsminister Rikke Hvilshøj åbner op for yderligere lempelser, der kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) er klar til yderligere lempelser i lovgivningen for at øge indvandringen til Danmark.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) slog fredag fast, at manglen på arbejdskraft blandt andet skal løses ved at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft til landet.

Statsministeren foreslog blandt andet at sænke indtægtsgrænsen for, hvornår der automatisk gives arbejds- og opholdstilladelse fra 450.000 kroner til 300.000 kroner. Men Rikke Hvilshøj siger, at der er mere på vej.

Hun foreslår blandt at give en ekstra mulighed til mennesker, der mister deres job. Som reglerne er i dag, er det lig med udvisning, hvis en person mister det job, som opholdstilladelsen er givet på baggrund af. Integrationsministeren ønsker at give en ny chance, så opholdstilladelse forlænges med seks måneder, hvor der er mulighed for at søge et ny job.

/ritzau/