Minister vil give forfattere betaling for e-udlån

Biblioteksafgiften skal opdateres til den digitale tidsalder. Det er nemlig kun de gammeldags bøger, som giver penge til forfatterne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når gode, gamle papirbøger lånes ud på bibliotekerne, tjener de danske forfattere penge via biblioteksafgiften. Men det gælder ikke, når det er en e-bog, der bliver downloadet via bibliotekernes hjemmesider. Det vil kulturminister Uffe Elbæk (R) nu lave om på.

Ministeren vil tilpasse biblioteksafgiften til den digitale udvikling, hvor flere og flere benytter e-bøger og e-lydbøger.

- Derfor nedsætter jeg et udvalg, som får til opgave at overveje, hvordan den fremtidige biblioteksafgift skal se ud inden for den nuværende økonomiske ramme, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

I dag fordeles der hvert år 166 millioner kroner mellem danske forfattere, men pengene udløses kun, når det er fysiske bøger, der lånes ud. E-bogs-forfatteres indtjening ved bibliotekslån baseres derimod på konkrete aftaler mellem forfatterne og forlagene.

Biblioteksafgiften er en vigtig indtjeningskilde for mange forfattere, men selv om ministeren nu vil give ordningen et digitalt eftersyn, er der ikke udsigt til, at der kommer flere pengen til fordeling blandt forfatterne. Derfor lægger ministeren op til, at hele afgiftsordningen skal »gentænkes og konstrueres på en anden måde«, lyder det.

Ministerens nye udvalg skal bestå af syv medlemmer, som udpeges senere i denne måned. Udvalget indleder arbejdet 1. oktober og skal være klar med en rapport senest 1. juli 2013.

Folkebibliotekernes e-bogsprojekt, eReolen.dk, startede 1. november og har siden oplevet en stærk vækst.