Minister truer Sverige i togsag

Transportministeren vil sætte en stopper for svenske tog, som forsinker passagererne på Kystbanen. Dansk og svensk togdrift bliver skilt ad, hvis svenskerne ikke får styr på forsinkelserne.

Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) truer nu Sverige med at afbryde samarbejdet om tog, der kører over Øresund ind i Danmark. Det sker som reaktion på de vedvarende forsinkelser på Kystbanen, som bl.a. skyldes tog, der er forsinket fra svensk side. I et brev til otte sydsvenske politikere opstiller han et ultimatum. Enten bliver der bragt orden på de svenske forsinkelser, eller også må den danske og den svenske togdrift skilles ad.

»Hvis det i den kommende tid ikke lykkes at opnå en tilfredsstillende rettidighed, kan det derfor være en nødvendig, men beklagelig konsekvens at adskille trafikken i en dansk og en svensk del,« skriver Hans Chr. Schmidt i brevet. Han vil nu tage en dialog om, hvordan flere tog kan køre til tiden.

»Jeg skriver ikke det her, fordi jeg er imod svenskerne. Det skal ændres - ellers lader forbindelsen sig ikke gøre. Der er så mange mennesker, der er afhængige af Kystbanen, at vi ikke kan acceptere det,« siger Hans Chr. Schmidt til Berlingske.

Ifølge Transportministeriets beregninger opstår en stor del af problemerne på strækningen, når svenske langdistancetog glider over Øresund og ind i den danske hovedstads-trafik. I januar var det 38 pct. af de samlede forsinkelser, der havde deres oprindelse i Sverige, og det er dermed den største enkeltårsag til passagerernes venten.

Kan give længere rejsetid

Presset på svenskerne glæder pendlerne på Kystbanen.

»Det nytter ikke noget, at der bliver leveret så elendige rettidigheder fra svensk side. Men jeg tror også, at sådan et brev fra en dansk transportminister bliver taget alvorligt. Det vil være et tilbageskridt for Øresundsregionen, hvis det ikke lykkes, så det skal lykkes,« siger Michael Randropp, der er pendlertalsmand for Pendlerklubben Kystbanen.

Hvis det bliver aktuelt at føre truslen om at adskille trafikken ud i livet, vil det betyde dårligere forhold for dem, der rejser over Øresund, påpeger trafikforsker Alex Landex fra DTU Transport på Danmarks Tekniske Universitet.

»Det vil betyde en længere rejsetid og et skift undervejs. Så det bliver en mindre attraktiv forbindelse til og fra Danmark,« siger han. Men han siger samtidig, at det vil give mere stabil drift for de passagerer på Kystbanen, der ikke skal passere Øresund. Det vil dog ikke løse alle de nuværende problemer.

»En del af problemerne er skabt af forsinkelser på svensk side, men ikke alle. Vi har en meget presset infrastruktur omkring Kastrup og København,« siger Alex Landex.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Pia Kinhult, der som regionrådsformand i Skåne er en af de svenske modtagere af brevet.