Minister lykønsker raketentusiaster

De to danske raketbyggere er rollemodeller i entreprenørånd, mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er begejstret oven på fredagens vellykkede affyring af den danske amatørraket, kaldet Heat-1X Tycho Brahe.

- Jeg ønsker de to ihærdige iværksættere Peter Madsen og Kristian von Bengtson et stort til lykke med en succesfuld opsendelse. De to er rollemodeller og inspiratorer for andre interesserede i naturvidenskab, siger ministeren i en kommentar til Ritzau.

De danske raketentusiaster har i sandhed vist, at det gælder om at være vedholdende og blive ved med at tro på idéen og forfølge den, også selv om det ikke lykkes i første omgang, understreger Charlotte Sahl-Madsen.

- Den entreprenørånd skal vi have meget mere af i Danmark. Det er fantastisk, at to amatører - og det meget kærligt ment - kan nå så langt, tilføjer hun.

Videnskabsministeren har besluttet at invitere landets universitetsrektorer til Stanford-universitetet i Californien lige før sommerferien for at få en dosis entreprenørånd.

- Det er et af de universiteter i verden, som er allerbedst til at undervise i entreprenørskab, og jeg er overbevist om, vi finder inspiration dér, siger Charlotte Sahl-Madsen.

De danske raketbyggere har vist vejen, mener hun.

- De to herrer er superambitiøse. Deres mål er, at Danmark skal blive verdens fjerde rumnation efter USA, Rusland og Kina. Hvis ikke man sigter højt, så rammer man heller ikke højt, siger Charlotte Sahl-Madsen.

/ritzau/