Minister lover flere pladser næste år

Endnu flere unge skal næste år have mulighed for at komme ind på deres drømme universitetsuddannelse.

7733 unge åbner lørdag en kuvert med et beklageligt budskab. De er ikke kommet ind på den universitetsuddannelse, som de ønskede.

Det skal være anderledes næste år, mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

- Jeg har hele tiden sagt, at vi løbende skal øge andelen af universitetsstuderende. Det skal vi også de kommende år. Regeringen har allerede i finansloven for 2011 vist, at vi afsætter en betydelig reserve til at finansiere uddannelse og forskning, siger hun.

Udtalelsen giver hun som svar på oppositionens kritik af, at så mange unge må vinke farvel til drømmestudiet i år.

Oppositionen mener, at regeringen smækker for mange unge ude, hvad studieplads angår, og at Charlotte Sahl-Madsen har siddet på hænderne to år i streg.

En kritik, som ministeren selv anser som useriøs.

- I de knapt to år, jeg har været videnskabsminister, er optagende på universiteterne steget fra 20.000 til 25.000 studerende. Der er altså en fjerdedel flere optagende. Det må selv oppositionen betegne som en markant fremgang. Jeg synes simpelthen, at kritikken er skudt fuldstændig forbi, siger hun.

Og det så da også værre ud sidste år, hvad afslag angår. Her fik 216 flere unge afslag.

At antallet er skrumpet ind, skyldes ifølge Charlotte Sahl Madsen, ikke mindst de unges velvilje til at søge bredt og alternativt, men også tiltag på den økonomiske front har bevirket faldet, forklarer hun.

- Der er blandt andet bevilliget seks milliarder til laboratorierrenoveringer og med øget antal optagne på universiteterne, følger også øget taxametertilskud. Basismidlerne er løftet til universiteterne, så der er sket rigtig meget, siger hun.

/ritzau/