Minister fremrykker sneglerapport

Sommerens ophedede debat om dræbersnegle får miljøminister til at rykke for redegørelse om sneglene og andre uvelkomne dyr. Kan resultere i påbud til haveejere.

Haveejernes kamp mod dræbersnegle får miljøminister Connie Hedegaard (K) til at fremskynde en rapport om fremmede og problematiske dyrearter i Danmark. Rapporten kan munde ud i et påbud til danskerne om at dræbe de slimede dyr, der myldrer frem i de danske haver.

Oprindeligt skulle redegørelsen om de såkaldte invasive dyrearter have ligget klar ved årsskiftet, men miljøministeren vil nu have den på sit bord til oktober. Det skyldes sommerens store fokus på netop dræbersnegle, oplyser Miljøministeriet.

Onsdag bad ministeren Skov og Naturstyrelsen om at indkalde forsvaret, Vejdirektoratet og Kommunernes Landsforening til et møde om dræbersneglene, fordi de råder over store arealer, hvor sneglene kan boltre sig.

Kommunerne er skeptiske overfor et påbud.

/ritzau/