Mindst 51 voldtaget i udlandet sidste år

De fire voldtægter af danske kvinder i Bulgarien står langt fra alene. Over 51 danskere skulle have hjælp efter en voldtægt i udlandet i 2006.

Mindst en gang om ugen bliver en dansker udsat for voldtægt i udlandet. Det viser en rundringning til Europæiske Rejseforsikring, International Health Insurance (IHI), skriver politiken.dk.

Dertil kommer resten af forsikringsmarkedet samt et ukendt mørketal, der dækker over alle de episoder, som ikke bliver anmeldt til et forsikringsselskab. Ifølge Europæiske Rejseforsikring er der ikke nogen klar systematik i, hvor voldtægterne bliver begået.

- Der er ikke en entydig tendens, for eksempel at et eller to lande står for størstedelen. Vores 45 sager er selvfølgelig fra de store turistmål, men også fra folk som rejser verden rundt og kommer galt af sted i en storby i Asien eller Sydamerika, siger underdirektør i Europæiske, Niels Grosen, til politiken.dk.

Herhjemme blev der sidste år anmeldt 527 voldtægter af voksne.

/ritzau/