Mindeord for Sacha

Ukrainerne sørger over de døde. En af dem er 23-årige Anna Kholodenko, som mistede sin kæreste Sacha i sidste uges første blodige dag i den europæiske storby.

Som flere af de øvrige ofre for sidste uges blodige begivenheder i den Ukrainske hovedstad, Kiev, hænger også Olexandr Plechanovs – eller Sachas – portræt omgivet af blomster på Uafhængighedspladsen, hvor den 22-årige arkitektstuderende blev dræbt af en snigskytte sidste tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

KIEV: Hans navn var Olexandr Plechanov. Nu står hans billede omgivet af blomster ved Uafhængighedspladsen – mellem løsrevne brosten, rester af glas og sod. Han mistede livet her. Ramt af en kugle mellem øjnene tirsdag 18. februar – den første af en række blodige dage, som endte med at tage livet af mere end 88 mennesker og såre hundreder. Mange blev som Olexandr Plechanov skudt – slået ihjel af snigskytters kugler midt i en europæisk storby.

»Jeg troede virkelig, at jeg ville kunne lade være med at græde,« siger Anna Kholodenko. Hun var Olexandr Plechanovs kæreste og hans medstuderede på universitetet. Dagen efter hans død havde de toårsdag, fortæller hun, og under interviewet græder hun uafbrudt.

»Jeg tænker nogle gange på, hvad han ville sige til mig, hvis han så mig nu. Jeg ved bare, at han ville være vred på mig, hvis han så, at jeg græd hele tiden. Så ville han sige: »Lad være med det, alting er o.k.« Men selvfølgelig græder jeg. Og nogle gange græder jeg og smiler på samme tid, når jeg husker ham,« siger hun.

Olexandr Plechanov – eller Sacha, som Anna Kholodenko kalder ham – havde egentlig ikke tænkt sig at tage ind til Uafhængighedspladsen lige den dag. Men da han fandt ud af, at demonstrationerne på pladsen var blevet farlige, ville han tage ind for at hjælpe. Der var mange, som ikke kunne beskytte sig selv, sagde han.

»Han vidste, at det var meget farligt at komme på Maidan, han var ikke dum. Han var et år yngre end mig og meget klog. Jeg har aldrig mødt en dreng på den alder, som var klogere end mig,« siger Anna Plechanov med et smil, mens hun tørrer øjnene.

»Han reddede deres liv«

Nogle af de mennesker, som var sammen med ham på dagen, fortalte efterfølgende Anna, at Sacha samme eftermiddag havde mødt to piger, som kom gående mod Uafhængighedspladsen. De græd og havde sten i hænderne og fortalte, at deres bror var blevet slået ihjel af »berkut« – specialstyrker, som var blevet sat ind mod demonstranterne. Og nu ville pigerne hævne sig. Men Sacha fik dem væk fra gaden.

»Han reddede deres liv. For jeg tror bare, at de ønskede at dø,« siger Anna Kholodenko.

Imens sad hun derhjemme og fulgte med i nyhederne. Hun prøvede at ringe til Sacha, men han tog ikke telefonen. Sent på aftenen blev hun ringet op af en ven, som fortalte, at der var kommet en melding ud om, at en mand med samme efternavn som Sacha var død. Men den døde var ikke Sacha, oplyste hospitalet. Han havde et andet fornavn.

»Jeg vidste, at en anden var død, men jeg kunne ikke lade være med at tænke »gudskelov er det ikke Sacha«. Og på en eller anden måde lykkedes det mig at falde til ro.«

Inden hun faldt i søvn, tænkte hun, at Sacha ville ringe til hende næste morgen. I stedet blev hun vækket af hans mor.

»Er du sikker,« spurgte Anna, da moderen gav hende beskeden om, at han var blevet slået ihjel.

»Det var så dumt et spørgsmål, for selvfølgelig var hun sikker. Men jeg kunne ikke tro det. Jeg ville se hans lig. For jeg vidste, at jeg ikke ville tro det, før jeg så det. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvor svært det ville være at høre, at en, du elsker, er død.«

Hans lig så hun i fredags, da han blev begravet. »Men da jeg så ham, tænkte jeg bare: »Det er ikke ham. Ja, det er hans krop, men det er ikke ham.« Hun bryder ud i gråd.

»Når jeg tænker på Sacha, husker jeg bare, hvor glad han var sammen med mig. Han fortalte mig hele tiden, at med mig følte han sig så rolig og varm. Da jeg hørte, at han var blevet skudt i hovedet, havde jeg kun en tanke; Mit sind reproducerede kuglen på vej mod hans hoved. Jeg følte endda, at jeg hørte den der høje lyd. Og hele tiden tænkte jeg på, at han var bange og alene. Og hvor meget jeg ville ønske, at jeg havde været sammen med ham bare for at smile til ham og sige, at det hele var okay.«

Skandinaviske rejseplaner

De mødte hinanden første gang under en lektion på universitetet, hvor de kom til at snakke om gamle skibe. Siden var de sammen hele tiden.

Sacha kunne lide at arbejde med træ og lavede et egetræs-bord til hende, fordi hun kun havde et slidt kaffebord. Han var ikke en genial tegner, men var til gengæld en rigtig dygtig skulptør - og han var i gang med et portræt af Anna, som stadig står ufærdigt hjemme på hendes værelse.

Anna har lige været på universitetet for at hente hans ting. Tegninger, værker og det BA-diplom i arkitektur, som var klar til afhentning få dage efter hans død.

Til sommer havde de planer om at tage til Skandinavien sammen for at læse videre. Måske i Norge. For Sacha elskede natur, og han elskede cykler.

»Han havde aldrig været uden for Ukraine. Jeg har været på ferie i Norge og Danmark og viste ham billeder derfra, og så sagde han, at der ville han gerne hen. Han havde en cykel, som han elskede meget højt. Han nåede altid hjem til mig på ingen tid på den cykel, og han tog den altid med op på mit værelse. Og hvis jeg et øjeblik ikke lige vidste, hvad han lavede, vidste jeg, at han bare stod og kiggede på sin cykel, fordi han var så glad for den,« siger hun og griner med våde øjne.

»Da jeg var i København, lejede jeg en cykel og fortalte ham om det. Han talte hele tiden om, at han ville ønske, at vejene i Kiev var mere cykelvenlige. Sidste forår deltog han i en konkurrence, hvor man skulle cykle 200 km. Det har han altid villet, så han var stolt over, at han kunne klare det. Nu vil jeg prøve at arbejde endnu mere for at komme til Skandinavien. For det ville han så gerne,« siger Anna, som er usikker på fremtiden i Ukraine.

»Sacha og jeg vidste, at det ikke er nemt at fjerne korruptionen i vores land, som ser ud til at have fundet sted siden Lenin. Mange er født i korruption og ved ikke engang, at det kan være anderledes. Men jeg håber, at vi formår ikke at give op. Jeg ved, at ingenting er slut. Det hele er lige begyndt. Der er stadig en masse arbejde. Men jeg håber bare, at det er slut med at skyde på folk, og at det er slut med mord.«