Min gamle ven boligblokken

Jeg er vokset op i Vejlby. En landsby, der blev en kommune, der blev en forstad, og som nu bare er et par forbogstaver i navnet på et indkøbscenter. Men min barndoms verden er en blok i det sociale boligbyggeri Veriparken. Her er intet og alligevel alt forandret.

Heidi Frederiksen bor i Veriblokkene i Vejlby med sine tre hjemmeboende børn og en plejedatter. Hun er førtidspensionist, men tjener lidt ved at sælge billeder, der kan klæbes på kager og spises. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Jeg er for længe siden holdt op med at sige til folk, at jeg kommer fra Vejlby. Det er alligevel kun andre aarhusianere, der ved hvor det er. Og det lyder også lidt pænere at sige Risskov, som alle kender.

Men det er heller hverken nøjagtigt eller dækkende at sige, jeg kommer fra Vejlby. Jeg kommer fra Veri-blokkene.

Den lillebitte rystende elevator har stadig kun fire stop til otte etager. Den holder imellem etagerne, så man skal gå en halv trappe op til tredje sal. Entredøren til højre er ikke skiftet ud til lejligheden, hvor jeg boede fra 1966 til 1983.

Heidi Frederiksen bor i lejligheden nu og har boet i Veriblokkene hele sit liv, på nær et par år i eksil i Hørning. Hun har venligt og uden tøven åbnet sin dør for den fremmede kvinde fra Berlingske, der er udsendt på hjemstavnsreportage. Entredøren er blevet malet på indersiden, men der er stadig det samme glughul, som et barn skal op på en stol for at se ud ad. Heidi Frederiksen er kun 39 år, men allerede enke efter at hendes mand døde i en arbejdsulykke for halvandet år siden. Hun lever i dag af sin førtidspension, som hun blev tildelt efter en fedmeoperation, der gav hende »alle de komplikationer man overhovedet kan få«. Hun har tre hjemmeboende børn og en plejedatter. Der er trangt, selv om det er en af de store lejligheder i Veriparken med fem værelser. Vi var tre søskende om de tre kamre. Den ældste datter har stadig det store værelse, som jeg overtog efter min storesøster. Og som mine forældre har Heidi Frederiksen selv soveværelse i den ene stue.

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Far, mor og nøglebørn

Der er stadig otte rungende terrazzo-trin op ad hvert trappeløb, men dengang var der kun tre trin ned for et barn. Når man gav den gas og svingede sig rundt på reposen med et fast greb i gelænderet, kunne man nå fra tredje sal og ned forbi første sal, inden den sure gamle dame til venstre kunne nå at rive døren op og skælde ud over larmen på trappen. I dag kan man godt forstå hende. Træsko var højeste mode. Men hun bor der ikke mere, så jeg kan ringe på og sige undskyld. På ottende sal står dog stadig samme navn på døren. I de andre opgange kan jeg genkende mange efternavne fra mine skolekammerater. De er flyttet nu som jeg og mine søskende. Men deres forældre blev boende, og en stor del af Veriparkens nuværende beboere er pensionister, som enten har boet her uafbrudt, eller som er flyttet hertil fra parcelhuse i omegnen.

Tre af de 14 døre i opgang 15 har udenlandsk klingende navne på dørskiltet. Andelen af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande er beskeden i Veriparken sammenlignet med andre boligsociale områder i Aarhus.

»Veriparken er en meget attraktiv bebyggelse. Det er ikke særligt store afdelinger, og de har en god placering. Så der er kun lille udskiftning af beboere og en lang venteliste. Folk foretrækker at bo sammen med nogen, de kender. Derfor vil etniske minoriteter hurtigere kunne samle sig i større byggeri med stor udskiftning og korte ventelister,« siger Anders Rønnebro, direktør i AAB, der er det almennyttige selskab, Veriblokkene hører under.

I 1966 kostede en femværelses lejlighed i Veri-parken i nutidskroner 4.560 kroner om måneden. Samme lejlighed koster i dag 6.099 kr. Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Veriblokkene er altså langt fra at være ghetto, hvilket jo gælder for langt det meste af det almennyttige byggeri her i landet, som med 480.000 familieboliger står for omkring 20 procent af boligmassen. Men samtlige ghettoer ligger i det almennyttigt boligbyggeri, og beboerne i sektoren har gennem årtier været særligt udsatte for at blive ramt af sociale problemer – både deres egne og naboens.

»Den almene boligsektors eksistensgrundlag har ændret sig fuldstændigt. Med de udfordringer vi står med, hvor der kommer rigtigt mange flygtninge til Europa, skal vi nytænke det hele. Det er vi simpelt hen nødt til,« siger Torben Overgaard, der nu er pensioneret men gennem mange årtier forretningsfører i Brabrand Boligforening, som omfatter Gellerupparken, Danmarks største almennyttige boligafdeling.

Andelen af beboere på overførselsindkomst er langt højere, end det var i 1960erne og 1970erne, hvor den typiske familie – ligesom i andre af de nyopførte sociale boligblokke og ligesom hjemme hos mig selv – var en far, der gik på arbejde og en mor, der gik hjemme. I dag er lidt over halvdelen af beboerne i almennyttige boliger selvforsørgende, ofte i erhverv uden krav om høj uddannelse. Uden for den almennyttige sektor er tre fjerdedele selvforsørgende.

Omkring 1970 flyttede den første enlige mor ind i opgang 15 på Tjelevej. Hun var både fraskilt og udearbejdende, og det hele var meget eksotisk. Min mor begyndte som den første af de hjemmegående på en uddannelse og fik arbejde uden for hjemmet. Min lillebror kom i det splinternyopførte fritidshjem, mens min søster og jeg blev nøglebørn. På få år forstummede dog de falsk-omsorgsfulde bekymringssamtaler om os børn, for snart fulgte resten af mødrene efter ud på arbejdsmarkedet. I dag hører man ikke længere det nedsættende udtryk »nøglebørn«.

Lugten af ungdom

Veri-navnet står for Vejlby-Risskov. Vejlby forholder sig i dag til Risskov, som Vangede til Gentofte. To nabobydele. En velhavende og velplejet på den ene side, og på den anden side en, lad os sige, ikke så velhavende og velplejet.

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Min blok stod færdig i 1962 og er jævnaldrende med mig. Samtidig med blokkene blev opført et indkøbscenter. Opstrup-købmanden er blevet en Netto. HB er blevet en Kvickly, og over mod Børglum-kollegiet er kommet et par nye butikker. Men ellers ligner centeret sig selv. Det er bare blevet overdækket, og der er indgangsdøre, som lukker om natten. Så selv om betonbænkene stadig er der på »torvet« ud for Matas, må de unge have fundet et andet sted at sidde og kysse og drikke Jägermeister sent om aftenen. Der er heller ikke så mange knallerter i området. Hvis min egen grønne Puch Maxi (med kickstart) stadig findes et sted derude, husker den nok vejen fra blokken til ungdomsklubben og hjem igen om natten. Lugten af udstødningen fra en totaktsmotor er for mig stadig lugten af ungdom. Langt mere end Jägermeister-ånde og Brut-shampoo, som ellers også spillede en stor rolle.

Klubben lå i den nye skole i det udstrakte parcelhuskvarter nord for Vejlby, hvor så mange skolekammerater og naboer flyttede hen i løbet af 1970erne.

»Flere omstændigheder i samfundet rottede sig jo sammen om at presse folk til at flytte i ejerbolig. Skattesystemet belønnede gældsætning. Og inflationen kørte så voldsomt, at man vænnede sig til, at den ville tage toppen af gælden. Så almindelige danskere flyttede i parcelhus,« siger Torben Overgaard, tidligere Brabrand Boligforening.

Området omkring blokkene på Tjelevej er pænt og rent. Der er intet hærværk at spore, ingen graffiti på væggene. Men det kræver konstant pres og vedligehold af ejendomsfunktionærerne, som stadig kaldes viceværter af beboerne. For nogle år siden fik de dørtelefoner, og opgangene blev låst af for at forhindre hærværk. Kameraer er sat op for at forhindre tis i elevatorerne. Det gjorde vi ikke i 1960erne, selv om der er langt op til tredje sal for et trængende barn. Men buskene blev vandet.

Aarhus’ skyline

Der skete også gode ting i Veriparken i den korte tid, som en barndom varer – selvom barndomme dengang var længere end i dag. Hvor der før bare var »boldbanerne« og »hallen«, blev der bygget en idrætshøjskole med mange faciliteter, en svømmehal, flere sportshaller, og den helt store: Vejlby-Risskov Hallen var i 1970erne stedet, hvor bands som Rolling Stones, Gasolin og Pink Floyd holdt deres jyske koncerter. Det gør de ikke i dag, men hallen runger stadig af lyden af håndboldsko mod harpiks-fedtet trægulv.

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

I det gamle Vejlby, den oprindelige landsby, blev et stort nyt apotek og posthus opført. Der kom et stort nyt kommunekontor, Landbrugets EDB-central blev lagt i Vejlby, og vi fik et splinternyt gymnasium, som ligger umiddelbart bag Vejlby Kirke, men som ikke desto mindre blev kaldt Risskov Amtsgymnasium, i dag bare Risskov Gymnasium.

Der var store fællesvaskerier, skolen lå for enden af vejen, der blev bygget plejehjem, vuggestue og indkøbscenter. Hele det gode liv kunne leves i den velplanlagte bydel omkring blokkene.

»Folk fandt sammen og skabte et socialt fællesskab, som styrkede kvaliteten ved at bo der.Det var trygt at vokse op. Man tog sig af hinanden, og der var fantastiske faciliteter. Hvis man kom fra en toværelses i forfaldent byggeri i midtbyen, var det jo et eventyr at flytte ud i de nye blokke. Ligesom når mine børn skulle i Lalandia,« siger Torben Overgaard, der selv har boet i almennyttigt byggeri i mange år.

Veriparken har lignet sig selv i over 50 år, malet i de samme blålige og grønlige toner. Men da facaden skulle renoveres for nogle år siden, valgte beboerne at få altaner i fuld længde foran alle lejlighederne. Lejligheden på 100 kvadratmeter har derfor fået lagt moms på, siden jeg var barn. Der er 25 kvadratmeter lukket altan, som ganske vist ikke er opvarmet, men som hele sommeren er en udestue, og som fra foråret er tæt tilplantet med både pryd- og nytteplanter. For Heidi er altanen en have. Ligesom den kolonihave mine forældre havde nede ved Risskov.

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Veri-blokkene ligger højt. Når man kommer kørende ad Grenåvej mod Aarhus, er blokkene den »skyline«, der møder én, ligesom Gellerup gør det vestfra og Langenæs sydfra, og ligesom man i mange andre danske store byer ser det sociale boligbyggeri i forstæderne på vej ind mod den rigtige by. Fra nogle af lejlighederne i Veri-blokkene kan man se over Aarhusbugten til Mols. Fra mit soveværelse og fra Heidis altan i dag er frit udblik over græsplænen og A-blokken. Jeg signalerede med min bedsteveninde ovre i nummer 8 med farvede tørklæder i vinduet efter et kodesystem, som vi altid glemte. Heidis mor og søster bor også i nummer 8, og hendes moster bor i nummer 2. De sender bare en SMS, når der skal grilles på plænen.

Flertallet af legepladserne fra dengang er nedlagt. I stedet er der kommet flisebelagte grill-områder spredt over plænen. Og de bruges flittigt. Heidi og hendes store udstrakte familie griller ofte og slæber to af de solide picnic-borde sammen for at få plads til alle mand.

Meget forandret – men noget er det samme

I 1966 betalte mine forældre 474 kroner om måneden i husleje for en helt ny femværelses lejlighed på Tjelevej. Omregnet til nutidskroner svarer det til 4.560 kroner, og det var en høj husleje. Men der var rift om de mange nye lejligheder i det almennyttige, som især fra 70'erne og frem tog fart.

»Vi kunne holde boligudstillinger over tre uger. Tusindvis af mennesker valfartede fra hele landet og stod i kø for at se de fantastiske boliger med to badeværelser. Det var typisk kernefamilier og en del studerende, der var tæt på at være færdige. Halvdelen af folketingspolitikerne i dag har jo boet i femværelses i Gellerup, da de læste statskundskab,« siger Torben Overgaard med en kun mild overdrivelse.

I dag koster den samme lejlighed 6.099 kroner. Så er varmen, internet og andre fornødenheder også betalt, og på grund af blokkenes alder er huslejen i dag lav for en almennyttig lejlighed. Men byggeriet er ved at være slidt, og det er blevet billigt at låne penge på realkredit, så ejerbolig er stadig et attraktivt alternativ, hvis man kan.

Cykelkælderen i blokken er i terrænniveau, så cykler og barnevogne kan trilles lige ind og ud. Her ligger vaskeriet og de individuelle pulterrum. Hvis man betaler mere, kan man få et større opbevaringsrum, som ligger i »den underste kælder«, der er et af de beskyttelsesrum, som bygherrer i nogle årtier kunne pålægges at opføre under nyt byggeri.

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Trappen ned til den underste kælder er det mest uhyggelige i min barndom, og jeg gik kun derned, når Pia fra nummer 16 sagde, at jeg ikke turde, eller der var andre tvingende gode grunde. Jeg drømmer stadig om den. Da Heidis to halvvoksne døtre skal lukke mig og fotografen ind i kælderen, så vi kan skyde genvej gennem blokken til plænerne, tilbyder de at tage os med ned og se det, der stadig hedder »den underste kælder«. De pjatter med, at de for få år siden syntes den var vildt uhyggelig . Og det er dog en børnegeneration, der har set den sene TV-avis og haft både internetadgang og »Maskernes Nat« på DVD.

Så meget er forandret, men noget bliver bare aldrig anderledes.

 

»Jeg er for længe siden holdt op med at sige til folk, at jeg kommer fra Vejlby. Det er alligevel kun andre aarhusianere, der ved hvor det er. Og det lyder også lidt pænere at sige Risskov, som alle kender.«

Posted by Berlingske on 29. juli 2015