Millioner på vej til nyslåede lotto-millionærer

Har man spillet lotto i Brande, København SV eller via et såkaldt Plus-abonnement hos Danske Spil, så er det en god idé at tjekke sin kupon.

Sådan lyder det fra spilvirksomheden, der oplyser, at tre heldige spillere er blevet millionærer ved lørdagens lotto-trækning.

To af spillerne har vundet hver 3.327.635 kroner. De deler nemlig førstepræmiepuljen i lotto ved begge at have syv vindertal på række. Den ene af de to har vundet via sit Plus-abonnement, hvor man automatisk spiller med hver uge.

Den anden har vundet på et spil købt hos Tips og Lotto, Borgbjergsvej i København SV.

Et tredje sted i landet sidder endnu en nyslået lotto-millionær, og det er en kupon, der er blevet købt hos Kvickly i Brande. Her er der 1.000.000 kroner på vej til vinderen, oplyser Danske Spil.

BNB