Millionærens opsang til danskerne blev suverænt mest læste artikel i 2017

Den mest læste artikel på b.dk i 2017 var en opsang fra iværksætteren Martin Thorborg.

En artikel med Martin Thorborg er Berlingskes mest læste artikel i 2017. Berlingske spørger ham, hvorfor det mon kan være. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

De ti mest læste artikler på b.dk i 2017 handler om alt fra Kongehuset til bandekonflikten i København til sagen om ubådsejeren Peter Madsen.

Top 10-listen kan du se her:

Men titlen som den mest læste artikel går til den om serieiværksætteren og millionæren Martin Thorborg, der står bag virksomheder som Jubii, Amino.dk og Dinero.

Artiklen »Millionæren Martin Thorborg boede fire år i USA og vendte tilbage med en opsang til danskerne« er et interview med iværksætteren om, hvordan hans syn på både USA og Danmark har ændret sig efter en rejse i staterne.

Artiklen er skrevet af Berlingskes Christiansborg-journalist Thomas Søgaard Rohde.

Omdfrejningspunktet for artiklen er, at vi skal huske, at vi faktisk har det ganske godt herhjemme i Danmark.

»I Danmark er det en nationalsport at brokke sig over sundhedssystemet, og der er sikkert meget i det, men jeg er fuldstændig sikker på, at den almindelige dansker, ikke forstår den tryghedspræmis, som er i Danmark, og som er uendeligt meget vigtigere end alt andet,« siger Martin Thorborg i dag om det budskab, han sendte med artiklen:

»Lad os for helvede da sætte pris på det, vi har.«

Hvad tænker du om, at du er hovedperson i en artikel, som ender som årets mest læste?

»Det er lidt overvældende, men det er da rart, at man kan være med til at åbne øjnene hos folk, der går rundt og tror, at græsset er grønnere på den anden side. Der er masser af fordele ved USA, men der er også mange ulemper. Hvis man sammenligner med USA ved at kigge på sin egen selvangivelse eller egen skatteprocent, så laver man et regnestykke, der er forkert,« siger han.

Selvom Martin Thorborg slår et slag for, at danskerne bør værdsætte det offentlige i højere grad, er han ikke fortaler for højere skatter. Faktisk mener han, at skatterne bør sænkes i bunden og i toppen.

Er det ikke selvmodsigende, at vi skal huske at sætte pris på de offentlige goder samtidig skrue ned for den knap, der finansierer dem?

»Jeg køber ikke den præmis, at man får mere velfærd for flere penge. Jeg tror, at jo flere penge, vi propper i systemet, jo flere penge pisser vi væk på forskellige ting som kunst eller oplevelsesbænke og så videre,« siger han.

Derfor, siger han, kan vi lige så godt være glade for vores skattebetalte velfærd, ikke mindst fordi det ifølge ham nok ikke ændrer sig betydeligt i fremtiden.

»Det lader ikke til, at det er noget synderligt, vi kan gøre noget ved det, når ikke engang en blå regering kan sænke skatterne.«

Tror du, at artiklen er blevet mest læst, fordi du er med i den?

»Nej, at jeg indgår i den vil selvfølgelig interessere den målgruppe, der interesserer sig for erhverv, men det er tydelig vis ikke kun den målgruppe, der har læst den. Det er nok provokationen i den, og den kan både bruges af venstrefløjen som et skræmmeeksempel og af højrefløjen som skønmaleri, så alle kan have en holdning til det,« siger han.

»Jeg er blevet brugt og misbrugt. Fagforeninger og folk fra alle fløje har reddet på ryggen af mig, fordi de kan læse den ud fra deres kæpheste. Men jeg har fået mange positive tilbagemeldinger på den.«

Har du fået nogen negative?

»Det har jeg nok, men det er ikke noget, der har indprentet sig hos mig. Hvis man giver en million kroner til folk på gade, vil der altid være nogen, der er sure over, at de ikke har fået to. Jeg er jo også en markant person med markante meninger, og så vil der altid være nogen, der markant mener, at du er en idiot,« siger han.