Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Årtiers kamp for renere vand i vandløb, søer, fjorde og kystnære områder er ved at trække en ny motionsbølge med sig i kølvandet. Danskerne hopper i stigende grad i vandet, når målet er motion.
Motionssvømmerne landet over er i gang med at genindtage det våde element i naturen, hvor svømmesporten startede, før industriforurening, intensivt landbrug og spildevand fra husholdninger i midten af århundredet gjorde det uegnet til badning og svømning.
Tilbage til naturen
Såvel konkurrencesvømmere som motionister uden for klubberne deltager i stigende grad i motionssvømmeløb hele sommeren. Med Dansk Svømmeunion i spidsen skyder svømmeløbene op, som det allerede har været tilfældet i årtier med motionsløb for løbere og cyklister.
Udviklingschef i unionen Morten Kjær mener ikke, det er tilfældigt, at svømmerne er kommet tilbage til naturen.
»At der på miljøområdet er sket en utrolig indsats for at sikre rent badevand i Danmark er en afgørende forudsætning for, at vores arrangementer i havne, søer eller fjorde kan finde sted. Desuden er det blevet muligt for almindelige mennesker at købe en våddragt til en overkommelig pris,« siger Morten Kjær.
Løb i kanalerne
Han sigter til, at våddragterne fra tidligere at være en vare på hylderne i specialbutikker nu kan købes i visse supermarkeder og byggemarkeder, der har fået øje på den nye efterspørgsel blandt danskerne.
Dansk Svømmeunion står i år bag ti svømmemotionsløb i det åbne vand. Siden sidste år er arrangementerne Aarhus Open Water og Esrum Open Water blevet føjet til rækken af våde motionsløb. For alle de hidtidigt afholdte løb gælder det, at antallet af tilmeldte er steget markant, siden de første løb fandt sted i 2006. Flagskibet i unionens motionsløb er det internationalt set helt unikke løb i kanalerne rundt om Christiansborg. Sidste år deltog 1.000 svømmere i motionssvømmeløbet, hvilket er fire gange så mange som i 2006. Næste udgave af løbet afvikles den 28. august.
»Os bekendt er København det eneste sted i verden, hvor det er muligt at svømme på en rundstrækning i den indre by,« siger informationsmedarbejder i svømmeunionen Nora Thomsen.