Miljøfarlig tandpasta

Myndighederne i flere europæiske lande, herunder Danmark, Sverige og Tyskland, fraråder brug af triclosan. Kemikaliet blev i EU i 2005 klassificeret som miljøfarligt.

I perioden 2000 til 2004 blev forbruget af triclosan i Danmark halveret.

Forbruget er stadigt faldende, men det har dog ikke fået Colgate til at droppe stoffet i tandpastaerne Colgate Total og Colgate Total Whitening, skriver 24timer.

»Colgate Total indeholder triclosan, fordi det reducerer bakteriebelægninger og tandkødsproblemer, som findes blandt en del af befolkningen,« oplyser Colgates kommunikationsansvarlige, Charlotta Lyon.

Det får dog ikke kontorchef Lea Frimann Hansen i Miljø- og Sundhedsstyrelsens kemienhed til at klappe i hænderne.

»Det er fuldstændig unødvendigt at bruge triclosan i hverdagsprodukter, og som forbruger vil jeg helt råde til at undgå det,« lyder rådet fra Lea Frimann Hansen. Hun bakkes op af lektor Jesper Reinholdt fra Tandlægeskolen.

»Der findes mig bekendt ingen beviser for, at tandpasta med triclosan er bedre end tandpasta uden triclosan,« siger Jesper Reinholdt, der er lektor på institut for oralbiologi i Århus. Han fortsætter:

»Der findes 117 tandpastaer på markedet. Hvis man vil vinde markedsandele, må man overbevise folk om, at netop dén her tandpasta virker, og at den er anderledes end de 116 andre. Det er ren og skær markedsføring.« Ifølge Jesper Reinholdt er det eneste, man skal forlange af sin tandpasta, at den indeholder fluorid - også kaldet fluor.

På trods af miljømyndighedernes anbefalinger holder Colgate-Palmolive fast i at tilsætte triclosan til de to tandpastaer.

»Colgate fortsætter med at tilbyde forbrugerne de fordele, der er ved at bruge Colgate Total,« lyder det fra Colgates Charlotta Lyon.

Triclosan har i mange år været brugt i rengøringsmidler. I dag anvendes det hovedsageligt til desinfektionsmiddel på sygehusene, fordi det er bakteriedræbende.

Kilde: 24Timer