Miljøaktivister går efter Lomborgs penge

Bjørn Lomborg er udsat for et voldsomt angreb fra miljøaktivister. De hævder, at han tager imod beskidte penge og selv tjener styrtende. »En skræmmekampagne,« siger han selv til Berlingske.

Miljøaktivister angriber Bjørn Lomborg for både at tjene styrtende med penge og at være i lommen på højreorienterede lobbyister. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Miljøaktivister i USA mener at have fundet det rygende bevis, som dokumenterer, hvad de længe har haft mistanke om: At Bjørn Lomborg er millionær og i lommen på højrefløjen.

En populær miljøblog kunne torsdag fremlægge selvangivelser fra Lomborgs amerikanske tænketank, Copenhagen Consensus Inc. De viste bl.a, at han i 2012 fik udbetalt en løn på 4,2 mio. kr., og at tænketanken modtog donationer fra en højreorienteret fond.

På Twitter talte en skribent om »Lomborgate«, men hovedpersonen tager begivenhederne med ro.

»Der er absolut intet i angrebene,« siger Bjørn Lomborg i en e-mail til Berlingske.

»Der er tale om en klassisk smædekampagne« orkestreret af gamle kendinge, som »før har kaldt mig grimme ting«, skriver Lomborg. Han understreger, at man dårligt nok kan tale om »en afsløring«, når tænketankens selvangivelser er frit tilgængelige på internettet. Og, ja, han har fået den nævnte løn, og, ja, hans tænketank har fået støtte fra den pågældende fond, men ingen af delene er kontroversielle eller nye, og de blegner i perspektiv, siger han.

Men hvad er op og ned i sagen?

Bjørn Lomborg har længe i USA været udsat for en heftigere debat end i Danmark, og det skyldes amerikanske miljøaktivisters forbistring over danskeren. Det er således påfaldende, hvordan to af de mest kritiske blogs, ThinkProgress og DeSmog Blog, hæfter sig ved Bjørn Lomborgs ydre. De beskriver, hvordan han er »lyshåret« og altid giver den i »T-shirt«, og det afslører et af deres hovedproblemer med ham: At han ikke ligner prototypen på en klimaskeptiker, men derimod på mange måder det modsatte. Lomborg taler også uafbrudt om verdens fattige, om vaccinationer og hungersnød, og han har langtfra samme dagsorden, som de rygende kulkraftværker i Ohio.

Det skaber et problem for miljøaktivisterne – og også for Bjørn Lomborg. Miljøaktivisternes problem er, at han ikke ligner eller lyder som en talende giftgrund, han har en gennemslagskraft, som oliefinansierede debattører ikke har, og det gør ham til en hård nød at knække. Lomborg får omvendt et problem, fordi Big Oil og andre klimaskeptikere ser den samme autoritet og bruger ham som stråmand til at gemme sig bag.

Derfor er han så omtvistet en skikkelse i USA, og derfor har det for miljøaktivisterne været en hellig gral at finde dokumentation for, at Lomborg var ét med Big Oil og de andre prototyper.

Og den mener de nu at have fundet.

Lomborg og verdens fattige

DeSmog Blog er en canadisk blog, som Time tidligere har udnævnt til »en af de 25 bedste blogs i verden«, og den gør først og fremmest i miljøresearch og dokumentation.

Torsdag fremlagde den et udvalg af selvangivelser fra Lomborgs amerikanske tænketank, og den fremhævede to oplysninger fra selvangivelserne. At Lomborgs tænketank i 2012 udbetalte Lomborg en løn på 775.000 dollar – ca. 4,2 mio. kroner. – og at to »højreorienterede« fonde optrådte som donorer, Randolph Foundation og Ewing Marion Kauffman Foundation. Siden 2008 har Randolph givet tænketanken 170.000 dollar, og Ewing Marion Kauffman Foundation har bidraget med 300.000 dollar.

Fra DeSmogBlog gik historien til USAs førende miljøblogger, Joe Romm; han er fellow hos den demokratiske tænketank Center for American Progress og var fungerende viceminister for vedvarende energi i Clinton-regeringen, og han har derudover længe været en Lomborg-kritiker; Romm har døbt ham »the Danish Delayer«, den danske forsinker, og i sin opfølgning på DeSmog Blog gik han i kødet på Lomborgs løn. Han skrev:

»Lomborg siger, at vi hjælper verdens fattige ved at ignorere klimaforandring. Jeg ved ikke med verdens fattige, men det ser ud til at være en temmelig fantastisk måde at hjælpe Bjørn på.«

Joe Romm mener, at den høje løn får Lomborgs medfølelse med verdens fattige til at klinge hult – at han på den ene side taler for de fattige og på den anden side selv får 4,2 mio. kr. i årsløn.«

Han forbandt også Lomborgs donorer til, hvad han kaldte en »Koch-konspiration«, opkaldt efter de to mest forkætrede industrimænd i USA, brødrene Charles og David Koch. Brødrene har først og fremmest tjent deres milliarder på kul, kemikalier og papirindustri, og de er pengemændene bag en lang række højreorienterede initiativer i USA. Romm hævdede, at der var sammenfald af personer og penge mellem Koch og to af de fonde, der støttede Lomborg, og hans artikel fik andre med på historien. Miljøbloggeren Andy Revkin fra New York Times tweetede f.eks. en faksimile af Lomborgs lønoplysninger ud.

Bestyrelse fastsætter lønnen

Men ingen af kritikerne indhentede en kommentar fra Lomborg selv – og hvad siger han?

I sin e-mail til Berlingske understreger Bjørn Lomborg, at det ikke er ham, der fastsætter hans løn, men bestyrelsen for tænketanken – og at lønnen er konfirmeret af »uafhængige bestyrelsesmedlemmer i en aflønningskomité sammen med en aflønningskonsulent.«

Lomborgs løn afhænger bl.a. af, hvor mange penge han kan samle ind til arbejdet i tænketanken, og »aflønningen for 2012 var ekstraordinært stor, mest fordi jeg i det år hentede over tre mio. dollar ind i fundraising«.

Til sammenligning modtog Bjørn Lomborg det følgende år – altså i 2013 – en årsløn på 200.484 dollar, svarende til godt en mio. kr., fremhæver han.

Lomborg perspektiverer på samme måde oplysningerne om donorerne. DeSmog nævner fire donorer, og kun én af dem ligger til højre, nemlig Randolph Foundation, skriver han. Ewing Marion Kauffman Foundation ligger politisk på midten, mens to af de nævnte fonde hælder til venstre, nemlig Sevenbar og Rush, siger Lomborg, der heller ikke giver meget for sammenkædningen mellem donorerne og det yderste højre og miljøskepsis.

Beviset skulle være, »at nogle af de folk, der arbejder i Randolph i andre sammenhænge har sagt noget klimaskeptisk eller været til konservative møder«, og at Kauffman-fonden skulle have deltaget i møder med Koch-brødrene, i øvrigt sammen med Microsoft, Pfizer og McDonald’s.

»En sådan påstand virker egentlig bare søgt, sørgelig og konspiratorisk,« skriver han.

De fleste donorer er ukendte

Kritikerne angriber også, at hovedparten af Lomborgs amerikanske donorer vælger at være anonyme. Siden 2008 har danskerens tænketank modtaget 4,3 mio. dollar i donationer, og kun donorerne bag en ottendedel af beløbet er offentliggjort. Donationer for 3,75 mio. dollar er anonyme.

Det er imidlertid forståeligt nok, når man tager den seneste uge i betragtning, siger Lomborg.

»Ikke alle donorer ønsker at være offentlige, og netop denne smædekampagne mod Copenhagen Consensus og mig viser klart, hvorfor de fleste donorer ikke ønsker at få samme behandling,« skriver han.

Men hvad betyder kritikken?

Fundamentalt intet, siger Lomborg. Copenhagen Consensus har ren samvittighed, og intet er ændret ved bundlinjen: Tænketanken er uafhængig og troværdig.

Som han skriver: »Det er helt afgørende for os at pointere, at Copenhagen Consensus ikke tager imod penge fra fossil-brændstof-industrien. Derudover har ingen, der giver os penge, nogen indflydelse over projekterne eller konklusionerne. Vi arbejder sammen med mere end hundrede af verdens førende økonomer og syv Nobelpris-tagere – og det er deres arbejde, der giver troværdighed og gør, at folk som Bill Gates og organisationer som FN lytter til os.«

Andre ser anderledes på det.

Artiklerne hos ThinkProgress og DeSmog Blog er blevet gengivet på megasites som Daily Kos og Firedoglake, der hver har 2,5 mio. besøgende per måned, og på Twitter er artiklerne blevet gengivet af journalister fra Guardian og New York Times og af klimakendisser som energifinansmanden Michael Liebreich, Verdensnaturfondens klimaekspert Leo Hickman, professor Naomi Oreskes og professor Michael Mann.

Derfor er det formentlig for flot at sige, at intet fundamentalt er ændret for Bjørn Lomborg og Copenhagen Consensus. Angrebene er ikke korrekte nok til at være et banesår for ham, men de er så korrekte, at de sårer ham, fordi andre kan projicere, hvad de vil over på dem.

Et godt eksempel er et tweet fra førnævnte Michael Liebreich, der er chef for bestyrelsen for Bloomberg New Energy Finance og en kendt konservativ skikkelse i England. Han skriver:

»Bjørn Lomborg var engang en af mine helte. Jeg var aldrig klar over, hvorfor han ignorerede vores data om billig, ren energi. Ulykkeligvis har jeg nu forklaringen,« og så linker han til en artikel, der hævder, at danskeren er agent for Koch-brødrene og for deres beskidte energi.

Eller sagt på en anden måde:

Set fra den ene side er angrebene et rygende bevis og »Lomborgate, og set fra den anden side er de et usselt personangreb; fodnoter er den slags, man træder på, og det er for såvidt klimadebatten i en nøddeskal. Lomborg og hans tilhængere er ofte blevet beskrevet som »lunkne,« men klimadebatten er som et blandingsbatteri på et hotel i London, enten alt for varmt eller alt for koldt, og lunken er i den forbindelse et ord, som ikke eksisterer.«