Militær anklagemyndighed undersøger sag om flyvning med helikopter

Auditørkorpset er gået ind i en sag om en uregelmæssig flyvning med en af militærets helikoptere den 16. juni.

Arkivfoto: Auditørkorpset er gået ind i en sag om uregelmæssig flyvning med en af Forsvarets helikoptere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsministeriets Auditørkorps er gået ind i en sag om en mulig uregelmæssig flyvning med en af Forsvarets helikoptere. Det skriver Ekstra Bladet.

Auditørkorpset er den militære anklagemyndighed.

Undersøgelsen er blevet sat i gang på baggrund af en henvendelse fra Ekstra Bladet om en flyvning den 16. juni mellem 18.45 og 19.45.

»Jeg kan orientere om, at jeg d.d. med baggrund i den fremsendte redegørelse – og efter drøftelse m. FAUK (Auditørkorpset) – skriftligt har anmodet om deres undersøgelser af uregelmæssigheder i fm. flyvningen, der dukkede op under afdækningen af flyvningen efter Ekstra Bladets pressehenvendelse,« lyder det i en mail fra Forsvaret til Ekstra Bladet.

Forsvaret vil dog ifølge avisen ikke komme nærmere ind på, hvad uregelmæssigheder dækker over. Også Ekstra Bladets forsøg på at få en aktindsigt i beskrivelsen af og redegørelsen af flyvningen er blevet afvist.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en helikopter af typen Seahawk. Det er Forsvarets nyeste helikopter, der blandt andet løser opgaver som farvandsovervågning, eftersøgninger og suverænitetshævdelse.

Desuden har de været udsendt på flere internationale missioner.

Forsvaret har i alt ni Seahawk-helikoptere, der hører under Helicopter Wing i Karup.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er flere højtstående ansatte i Forsvaret med til at undersøge sagen.

/ritzau/