Mikkel Fog Nielsen: We're all living in Amerika

Christopher Columbus' opdagelse af Amerika og den derpå følgende udforskning af resten af verden i søgen efter nye steder at slå sig ned og blive rig satte gang i en række af begivenheder, ingen dengang kunne forestille sig, og lige så få i dag tænker over. Det tegner til, at vi alle skal til at bo i en tro kopi af "det nye land" - og halvdelen af resten af verden gør det allerede.

I 1492 var den iberiske halvø delt i fem dele. Langt den største bar navnet Castille Leon og havde - som de 4 andre dele - en regeringsleder. Som enhver anden konge, kejser, statsminister eller ærkebiskop med tilstrækkelig kystlinie og ditto respekt for sig selv havde også den Castillenske kronebærer en flåde. I denne flåde tjente i 1492 en moden herre ved navn Christopher som admiral. Hans efternavn var naturligvis Columbus. Han endte - historisk set - med at blive den, som har høstet mest ære og er blevet mest krediteret for fejlslagen fremsynethed.

På den tid var hans visioner om at sejle til Østen ved at styre mod vest nemlig fuldstændig uhørte, idet hele den akademiske verden var overbevist om, at jorden var flad.

Han fandt som bekendt heller ikke en ny og sikrere vej til Indien, hvilket ellers var hans vision. Derimod fandt han Amerika. Eller i første omgang Bahamas, for det var først på hans tredje rejse, han rent faktisk nåede det nye fastland. Strengt taget var det heller ikke Hr. Columbus, der først "opdagede" Amerika.

Til eksempel ynder vi her i Norden at hævde, at det var vikingerne, der kom først. Alligevel fik Columbus æren, for han "opdagede" Amerika på det helt rigtige tidspunkt - et tidspunkt, hvor ny teknologi for alvor gjorde det muligt at sprede nyheder hurtigt gennem Europa. Relativt hurtigt i hvert fald.

Netop spredningen af nyheden gennem hele Europa om et nyt land med uanede muligheder var det, der satte gang i et af verdens største kapløb, for alle ville naturligvis have del i den lykke, der tilsyneladende tilsmilede alle, der havde modet til at søge mod den nye horisont.

Således blev praktisk taget hele verden genopdaget - både som et marked, hvor europæerne kunne afsætte deres varer til bedre priser end de nogensinde kunne have drømt om, men også som en kilde med uanede mængder af råstoffer og arbejdskraft (læs: slaver) til at producere nye varer. Columbus' rejser var altså katalysator for en omfattende kolonisering af verden.

Koloniseringen endte med, at stort set alle lande i Europa var kolonimagter. Alle europæere kunne altså - hvis de havde lyst - flytte til et andet sted og blive ledere af deres eget liv, måske deres egen gård, provins eller endda bananrepublik.

De europæere, der allerede var ledere af deres eget og andres liv - statslederne altså - konkurrerede med andre statsledere om at erobre flest kolonier. Med sådanne muligheder har mennesker gentagne gange gennem historien lagt en fantastisk grådighed for dagen - og har i øvrigt altid formået at blive sure på dem, der kom først.

Selvom Jorden er stor - i hvert fald i forhold til et enkelt menneske eller til Europa - endte koloniseringsperioden alligevel med, at der ikke var mere Verden tilbage at tage af, så alle kunne altså ikke længere få, hvad de ville have.

Derfor begyndte europæerne at slås om Europa. Første verdenskrig brød ud. På den ene side Frankrig, Rusland, Italien, Storbritannien og USA og på den anden side Østrig-Ungarn, Tyskland, Bulgarien og det Osmanniske Rige. Der er i øvrigt et interessant sammenfald mellem de største magter i denne krig og de tidligere store kolonimagter.

Da hele Europa lå i ruiner efter den første verdenskrig, fik en dygtig østriger ved navn Adolf Hitler let spil med tyskernes slagne sindelag, og det lykkedes ham at overbevise det tyske folk om, at de fleste af dem tilhørte en ganske speciel menneskerace, som efter sigende skulle overtage jorden. De var bare lige nødt til slå en del andre ihjel først, især jøderne.

Anden verdenskrig var en realitet, og efter den lå Europa endnu mere i ruiner end før. De eneste, der nu havde penge, var amerikanerne, for deres fabrikker og forbrugere var ikke blevet bombet, tværtimod havde de tjent godt på krigsleverancer. Men eftersom amerikanerne ikke kunne få megen økonomisk vækst af at sælge ting til sig selv, sendte de en god portion penge til Europa: Marshall-hjælpen.

Russerne ville dog ikke have nogle af disse penge, så på grund af denne modvilje opstod et afgrundsdybt skel mellem den vestlige verden og alt øst for Vesttyskland, Østrig og Italien. Vesten opnåede altså en langt højere levestandard end Østblokkens beboere, og det resulterede i den ideologiske trusselskrig, der også kom til at hedde Den Kolde Krig.

Den indebar i store træk, at der opstod to "verdener" - den østlige og den vestlige, delt omtrent ved Oder-Neisse grænsen - en opdeling, som begyndte at smuldre, da Berlin-muren faldt i 1989, men som langt fra er væk. For på de ca. 20 års tid opdelingen nåede at vare, kom Vesten foran - langt foran. Både hvad angår teknologi og deraf følgende økonomisk velstand, men også menneskenes generelle levestandard, hvor menneskerettigheder og værdier som for eksempel bløde senge og varm mad spiller ind.

Nu er Østen - fra Ungarn til Kina - er ved at komme med. De bliver mere og mere pengestærke, og der er et helt nyt marked for de virksomheder, der tør satse på det.

Men hvad er det egentlig, de er ved at komme med på? Hvorfra stammer den bølge af vellevned vi nyder godt af, og hvem og hvad definerer den? Svaret ligger lige for: Amerikanerne.

Marshall-hjælpen gjorde nemlig præcis, hvad amerikanerne ønskede. Ikke blot hjalp den til Europas hurtige genopbygning - bagtanken blev også til fulde bragt til udførelse, nemlig at genopbygge et pengestærkt marked for den amerikanske industri. I tilkøb opnåede amerikanerne en heltestatus, som "dem der reddede Europa fra undergang". Europæerne blev vilde med Amerika og alt hvad det stod for og indebar.

En fascination der varer ved. For kan vi egentlig komme på ret mange hverdagsting (udover dyner), der kan ikke spores direkte til Amerika?

Et åbenlyst eksempel er Coca Cola. Verdens næstmest kendte ord, kun overgået af "okay". Næste iøjnefaldende eksempel i den nærmest uendelige række er McDonald's - og ved nærmere eftertanke en god del af vores madkultur - sandwich, fastfood, mikroovne, færdigretter o.s.v.

Og hvad ser vi i øvrigt i fjernsynet? Søren Ryge i Frilandshaven? Nej, vel? Amerikanske TV-serier og amerikanske film præger i høj grad sendefladen.

Måske ser vi ind i mellem et dansksproget program som Robinson, De Fantastiske Fem eller Roomservice - alle sammen koncepter købt fra Amerika. Det kan da også ske, at TV-avisen til tider ruller over skærmen - kun for at berette, at eftersom NASDAQ indekset for tiden er lavt, går det sløjt for den danske økonomi, eller at irakerne igen har bombet sig selv som protest mod den amerikanske besættelse.

En gevaldig del af vores kultur og referencerammer stammer altså fra en fremmed kultur, der er omkring 500 år gammel, og som blev opbygget af "kodrenge", der afgjorde stridigheder ved at lade det komme an på en prøve, hvem der kunne trække deres skydevåben hurtigst og pløkke den anden i maven.

Tankevækkende? Ja, bestemt.

Men ikke desto mindre er det et faktum, at "We're all living in Amerika" - som Rammstein så poetisk udtrykker det i sangen med samme navn som verdens eneste supermagt - blevet en af de mange konsekvenser af, at Christopher Columbus og hans samtidige besluttede, at Europa var for lille, at verden blev for lille, at folk begyndte at slås om al den manglende plads og af, at folk udmøntede deres givne muligheder på bedste - eller værste - vis.

»We're all living in Amerika

Amerika ist wunderbar

We're all living in Amerika

Amerika

Amerika«

- Rammstein