Per Mikael Jensen forlader TV2

TV2's adm. direktør Per Mikael Jensen har sagt sit job op for at blive chef i Metro International i London. Han nåede kun at være chef på TV2 i lidt over et år.

Efter et kort ophold på TV2 har Per Mikael Jensen valgt at sige farvel til sit job som adm. direktør på TV2 for at blive chef i Metro International. Hans nye titel som president og CEO i Metro International giver ham det øverste ansvar for koncernens aviser i 22 lande. Og det tilbud var for godt til at sige nej til, siger den 45-årige Per Mikael Jensen.

- Jeg har truffet et af de sværeste valg i min karriere. Jeg har haft et fantastisk job i Danmarks stærkeste og sjoveste medievirksomhed, men fik tilbudt et job, som det med min baggrund var meget svært at sige nej til, siger Per Mikael Jensen i en pressemeddelelse.

Per Mikael Jensen kom til TV2 i maj sidste år fra en stilling hos netop Metro international. Han forlader TV2 med udgangen af oktober. Formanden for TV2's bestyrelse Niels Boserup beklager Per Mikael Jensens afgang.

/ritzau/