Midtjyde sigtet for hacking mod cykelstjerne

30-årig vil ikke tage stilling til politiets sigtelse om hacking mod Michael Rasmussens mailprogram.

En mand i Herning blev sent onsdag aften sigtet for at have hacket cykelstjernen Michael Rasmussens computer. Betjente opsøgte den 30-årige mand på hans bopæl og beslaglagde computere under ransagningen, oplyser politiet.

Sagen kom frem forleden, da dagbladet B.T. blev tilbudt oplysninger fra Michael Rasmussens private webmail. Informationerne skulle dreje sig blandt andet om cykelrytterens opholdssted forud for Tour de France, og manden bag det elektroniske indbrud forlangte penge for oplysningerne.

Derefter gik Rigspolitiet ind i sagen, og hurtigt blev hackeren sporet til det midtjyske. Her oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at den 30-årige ikke har ønsket at tage stilling til sigtelsen.

/ritzau/