Middelmådig film men genial reklame

Ny Lego-film er flot, men de geniale produkter bliver holdt i en spændetrøje fra Hollywood, så filmen ender som en standardvare.

Historien i Legos første spillefilm er hentet i klodskoncernens DNA. Vi er alle i centrum i vores egen leg, og det er fedt at bygge frit. Også selv om der er byggevejledninger med i de fleste Lego-kasser.

»Et klodset eventyr« er først og fremmest lavet, fordi en virksomhed gerne vil profilere sig. Lego har så spurgt Hollywood om hjælp til fortællingen, og resultatet er enhver marketingafdelings våde drøm inden for product placement. Ikke alene tales der om virksomhedens filosofi. Vi ser også produkterne nonstop i mere end halvanden time. Lego er blevet slugt af Hollywood, og de er blevet spyttet ud igen som et »Et klodset eventyr«. En film der sagtens kunne blive meget bedre.

Emmet er en helt almindelig bygningsarbejder, der er glad og fro som de fleste andre i en snorlige opbygget Lego-by. Bag den glade facade hersker en diktator, der ikke er vild med kaos, og som helst vil holde byen, som den oprindeligt er bygget. Det er kampen mellem modeltilhængerne, og dem der elsker at bygge frit, og det giver et ekko af kampen hjemme på børneværelserne, hvor skrappe forældre vil beholde opbygningen fra byggemanualen, mens børnene hellere vil smadre det hele og bygge nyt.

Kampen mellem det gode og det onde

Budskabet er der ikke noget i vejen med, og filmens design er rent ud sagt fantastisk. Universet er bygget op næsten en til en klods for klods. De første mange minutter i Lego-byen måber man således, for det er som at blive tryllet om til en lille mand og få lov til at gå på opdagelse et vidunderligt sted. Desværre er hovedparten af filmen om kampen mellem det gode og det onde lavet efter de sædvanlige Hollywood-skabeloner og helt uden Lego-universets eget strejf af fri fantasi. Det betyder, at den tankegang, som Lego hylder, drukner i en lind strøm af actionscener og kække replikker. Der efterlades ikke noget rum til selv at tænke i biografsædet.Konklusionen er, at klodsnørder i alle aldre vil elske at stifte bekendtskab med filmen, og mange børn vil nok sluge den, fordi de er knap så kritiske som voksne. Og lad dem da bare sluge et Hollywood-produkt med dansk oprindelse frem for så meget andet. Nogen god film er der desværre ikke tale om, og hvis der ikke bliver arbejdet meget mere med en eventuel efterfølger, kan det gå helt galt.

Hvad: »Lego Filmen - Et klodset eventyr«.

Hvem: Instruktør: Phil Lord & Christopher Miller. Danske stemmer: Timm Vladimir, Søren Pilmark, Mille Dinesen.

Hvor: Premiere over hele landet.