Meteorregn skabte liv

Store meteornedslag forbindes med død og destruktion. Men nu vækker et dansk-svensk forskerhold international opsigt med en velbegrundet hypotese om, at en regn af meteornedslag for en lille halv mia. år siden kan have virket som katalysator for en sand eksplosion af liv.

Foto: Scanpix

Skru tiden 470 mio. år tilbage, til begyndelsen af den geologiske epoke Ordovicium. De få kontinentale landmasser, der eksisterede, var nøgne og døde klippemassiver. Der var ingen landplanter, ingen landdyr, og i havet kæmpede primitive livsformer for deres overlevelse.

Men pludselig blev atmosfæren gennemhullet af en sværm bestående af mindst 100 kæmpemæssige klippestykker, der fór ned mod Jordens overflade. De eksploderede over datidens Sverige og Kina og sandsynligvis også andre steder på kloden, og alt tyder på, at enorme støvskyer rejste sig og indhyllede urplaneten i et næsten uigennemtrængeligt mørke.

Masser af dyrearter forsvandt, andre blev talmæssigt stærkt reduceret, men i løbet af forbløffende kort tid steg en lang række nye dyrearter frem i lyset i en af de største eksplosioner af liv, vores klode har oplevet. Meteorregnen var med andre ord livgivende.

Sådan lyder i hvert fald en velbegrundet dansk-svensk teori, som i disse dage vækker opsigt i videnskabelige kredse verden over.

»Det er yderst påfaldende, hvor tæt de to begivenheder – eksplosionen af liv og meteornedfaldene – er knyttet til hinanden. På den baggrund har vi lagt to og to sammen. Meteorerne satte så at sige turbo på livets udvikling,« siger palæontologen Svend Stouge fra Statens Naturhistoriske Museum, der står bag forskningsresultatet sammen med sin kollega Dave Harper og en række forskere fra Lunds Universitet i Sverige.

Det er velkendt, at voldsomme naturkatastrofer på lidt længere sigt kan være endog meget livgivende. Kraftige vulkanudbrud efterlader således et tykt lag af mineralholdig aske, som gennem årtusinder kan danne grobund for yderst næringsrig jord. En række af klodens mest frugtbare egne, herunder Japan, Italien og den befolkningsrige indonesiske ø Java, befinder sig således i vulkansk aktive områder. Men præcist hvordan meteornedslagene i urtiden virkede som en livskatalysator står hen i det uvisse.

Dyrenes konger
Forskerne gætter imidlertid på, at den ene arts død så at sige har været en lang række nye dyrearters brød.

»Vi mener, at meteornedslagene har givet plads til, at nye dyrearter har kunnet udvikle sig i en sand rigdom. Men vores næste opgave bliver at søge at belyse mere præcist, hvad der skete,« forklarer Svend Stouge.

Det var især bløddyrene, der eksploderede i arter og antal. Trilobitter – små leddyr med ydre skeletter som krabber – begyndte at kravle rundt overalt på bunden af datidens oceaner, der opstod talrige nye skalbærende dyr, og sidst, men ikke mindst begyndte urhavene at sprælle af enorme og frygtindgydende blækspruttelignende dyr med en ydre skal på helt op til otte meters længde.

»De var i sandhed dyrenes konger. De var meget talrige, havde ingen naturlige fjender, og alt tyder på, at de i størrelse langt overgik selv de største blækspruttearter, der lever i dag, herunder kæmpeblæksprutten,« siger Svend Stouge, der ikke kan udelukke, at de største af disse kæmpebløddyr kan have haft en længde – med fangarme – på 20 meter eller mere.

Eksplosionen i biologisk mangfoldighed blev imidlertid relativt kortvarig. For ca. 445 mio. år siden forsvandt ca. halvdelen af alle havets daværende dyrearter pludselig i forbindelse med en voldsom nedkøling af jordkloden. Men da varmen vendte tilbage i begyndelsen af den følgende geologiske epoke, Silurtiden, slog de første landplanter rod, og uendelig langsomt begyndte vores planet at udvikle livsformer, der minder om de dyr og planter, vi kender i dag.

De danske og svenske forskeres forskningsresultat er offentliggjort i tiddskriftet Nature Geoscience.