Meteoritmanden

Henning Haack er den, alle søger svar hos, når noget er faldet ned fra verdensrummet. Det begyndte med et chok som femårig og er fortsat mod stjernene.

Foto: Emil Hougaard Fold sammen
Læs mere

Henning Haacks 14-årige søn voksede søndag en halv meter. Uden kosttilskud. Det var fundet af en stump meteorit på en havegang i Ejby ved Glostrup, der fik sønnen til at skyde i vejret. Det fortæller hans far, landets mest brugte, vidende og evigt imødekommende ekspert i meteoritter, Henning Haack.

Har noget fra verdensrummet ramt din presenning. Ring til Henning – kunne hans firmaslogan være, hvis altså ikke han var offentligt ansat som lektor og kurator for Geologisk Museums meteoritsamling.

Sønnen interesserer sig for det samme, som hans far har gjort, siden han skulle skrive speciale i geofysik på Københavns Universitet og i slutningen af studiet mødte en lærer på gangen. Om han ikke kunne tænke sig at skrive et speciale »om det her«, sagde læreren og lagde en jernmeteorit i hånden på ham.

»Jeg blev helt vildt betaget af det. Jeg havde aldrig rørt ved noget, der ikke kom fra Jorden.«

Siden har hans professionelle liv handlet om himmellegemer specielt meteoritter og al deres væsen. Og om at fortælle om det til pressen og andre undrende jordboere.

Henning Haack, 54 år og opvokset i Jyllinge, fik naturvidenskaben ind ad hoveddøren. Ingeniørfaren var mere end almindeligt interesseret i astronomi i sin fritid. Til daglig arbejdede han som souschef for reaktoren DR3 på Forsøgscenter Risø. Moren arbejdede også med vigtige biologiske forbindelser. Hun var telefondame samme sted.

Det første han kan huske, der havde noget med verdensrummet at gøre, står for Henning Haack som lidt af et mareridt:

»Jeg var fem år, og min far fortalte, at når Solen går ud, vil den opsluge Jorden, og så vil Jorden fordampe. Det var ret skræmmende, når man er fem år, skal jeg hilse og sige. Jeg tror, der gik næsten en måned, før jeg kunne sove igen. Lige dér manglede han måske lidt social kompetence.«

Purken Henning faldt ned igen. Specielt senere, da han forstod, at der går omkring syv milliarder år, før vi skal være bekymrede.

»I dag er jeg selv lidt forsigtig, når jeg fortæller mindre børn om den slags.«

Skærer man ind til kernen, er det ikke kun stumperne af stjerneskud, der driver Henning Haacks professionelle værk.

»Det er jo skabelsen. Jagten på svaret på, hvorfor vi er her. Meteoritter indeholder det ældste materiale i vores solsystem. De bærer på historien om, hvorfor vi er her i dag. Det er derfor, vi har skabelsesberetninger. Naturvidenskaben har også sin skabelsesberetning. Én af forskellene på den religiøse og videnskabens er, at vi ved, at videnskabens skabelsesberetning er forkert. For hver gang vi kan se, at noget er forkert, går vi ud og måler og finder måske noget nyt og får forhåbentlig rettet fejlen, og så udvikler det sig. Men det er den samme drivkraft. Det er, fordi vi gerne vil vide, hvorfor vi er her i dag.«

»Fundet af den nye meteorit fører ikke til nogen fundamental ændring. Den minder om noget, vi har set før,« siger han.

På spørgsmålet om, hvad hans største opdagelse eller professionelle indsigt har været, må Henning Haack for en gangs skyld smide håndklædet i ringen.

»Jeg har ikke sovet siden søndag morgen klokken seks. Så der er grænser for, hvor filosofisk jeg kan være.«