Metadata afslører S-tæskehold

Såkaldte metadata kan alene kortlægge en stribe socialdemokratiske netværk. Partiet har bl.a. et særligt tæskehold. »Jeg føler mig ramt«, siger Jens Joel om Berlingskes kortlægning.

Jens Joel, folketingsmedlem hos Socialdemokraterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Socialdemokraterne på Christiansborg arbejder ikke kun med at promovere partiets politik – en kerne af folketingsmedlemmer arbejder også med at nedrakke, genere og udstille oppositionen, især Venstre.

Det afslører en analyse af folketingsmedlem Jens Joels (S) e-mail. Berlingskes gravergruppe har højst usædvanligt fået adgang til Jens Joel og uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens (R) persondata. Vi har adgang til SMSer, telefonopkald, bankdata, e-mail og meget mere. Alene ud fra såkaldte metadata i Jens Joels e-mail er det muligt at identificere flere interne netværk i Socialdemokraterne, navngive hvert medlem og få et indtryk af, hvad de forskellige S-netværk foretager sig. Begrebet metadata dækker over e-mailenes overordnede data såsom afsender, modtager, emnefelt og tidspunktet, hvor e-mailen blev sendt.

Analysen af Jens Joels e-mail viser, at han systematisk modtager beskeder i en gruppe på otte til ti partifæller fra den socialdemokratiske folketingsgruppe. I enkelte tilfælde indgår endnu flere socialdemokrater, ligesom udvalgte medarbejdere fra Socialdemokraternes Pressetjeneste og Socialdemokraternes Analyse- og informationsafdeling (AIA) optræder på gruppens e-mail. Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, Jens Joel, Rasmus Prehn, Thomas Jensen, Ole Hækkerup, Benny Engelbrecht, Magnus Heunicke og Jacob Bjerregaard er de mest konsekvente gengangere i gruppen.

Af emnefelterne fremgår det, at gruppen både kalder sig »Nydelsesringen« og »Aktionsgruppen«. Gruppens opmærksomhed er især rettet mod at udbasunere gode nyheder for Socialdemokraterne og dårlige for Venstre, afslører emnefelterne. Forelagt at Berlingske har identificeret dette netværk og netværkets medlemmer, siger Jens Joel:

»Ja, det findes. Vi koncentrerer os om medieovervågning og om at sætte en dagsorden. Det er relativt ukontroversielt.«

Ud fra emnefelterne ligner den gruppe ellers mest af alt et tæskehold, der er sat i verden for at slå løs på Venstre?

»Jeg synes også, at det er relevant, at nogle socialdemokrater tæsker løs på Venstre, når f.eks. Claus Hjort siger, at 40 kr. i timen ikke er social dumping,« siger Jens Joel med reference til, at netmediet Altinget.dk i slutningen af 2013 bragte en artikel, hvor Venstres tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fastslog, at det ikke er ulovligt at betale arbejdstagere ned til 40 kr. i timen.

»Så er det klart, at jo flere socialdemokrater, der siger: »Den går ikke Claus Hjort«, desto bedre. På den måde kan man godt kalde os et tæskehold. Men det er altså ikke usædvanligt at have et tæskehold på Christiansborg. Når vi står nede i folketingssalen til åbningsdebat, sender alle partierne deres tæskehold,« forklarer Jens Joel.

Få negative historier frem

Artiklen »Forklædt som hr. og fru Danmark« i fagbladet Journalisten fra februar i år gav et indblik i, hvor systematisk og koordineret pressetjenesterne samarbejder med folketingspolitikerne om at skade politiske modstandere. Især ved at få negative historier om modstandere til at detonere gennem sociale medier som Facebook og Twitter. Artiklen i Journalisten omtalte netop eksemplet med Claus Hjort Frederiksen og de 40 kr. i timen. Socialdemokraternes Pressetjeneste skulle ifølge fagbladet have skrevet til folketingsmedlemmerne, at »det ville være en god historie at dele på de sociale medier«.

Jens Joels metadata styrker dermed billedet af, at Socialdemokraterne arbejder målrettet på at ramme politiske modstandere.

Hans Mortensen, mangeårig journalist på Christiansborg for Weekendavisen, siger, at han aldrig har hørt om Aktionsgruppen eller Nydelsesringen: »Det er nyt for mig.«

Hans Mortensen indskyder, at Venstre er lige så aggressive og faktisk var først til at indføre såkaldte tæskehold.

Han er på ingen måde overrasket over, at der eksisterer et socialdemokratisk tæskehold, men vurderer, at det kan blive et problem for Socialdemokraterne, at Berlingske nu kortlægger dette netværk.

»Christiansborg-politikerne fører i stigende grad kampagner, der kører mere på modstandernes svagheder end på egne styrker. Men man skal passe på med, at disse taktiske træk ikke bliver for synlige. Det svarer til, at en tryllekunstner får afsløret sine tricks,« siger Hans Mortensen.

Udpeger et mønster

Jakob Illeborg Pagter, forsknings- og innovationschef ved Alexandra Instituttet, som leverer IT-løsninger til offentlige og private virksomheder, understreger, at store mængder af metadata i sig selv kan være stærkt afslørende.

»Det er det, metadata kan. I sig selv er metadata ikke indholdsbærende, men summen er indholdsbærende eller i hvert fald hypotesedannende. De peger på et mønster,« Jakob Illeborg Pagter.

»Så kan du som journalist bagefter forsøge at få hypotesen bekræftet. Det er angiveligt den samme måde, efterretningstjenesterne arbejder på. Her er nogle grupper, der taler med hinanden, og det giver anledning til at grave.«

Blandt IT-eksperter har der været diskussion om, hvorvidt emnefeltet – altså e-mailens overskrift – er en del af metadata. Internationale medier regner emnefelt som metadata, og Jakob Illeborg Pagter tilføjer, at emnefeltet teknisk set bør være omfattet, men betydningsmæssigt er indhold.

»Det er fair at regne med. Men pointen er, at selv uden emnefelt var I kommet frem til de samme netværk,« siger Jakob Illeborg Pagter.

Socialdemokraterne er i dag – sammen med Venstre – det største parti i Folketinget. Efter at flere SFere skiftede til Socialdemokraterne, har begge partier i dag hver 47 mandater af i alt 179 sæder i Folketinget. Socialdemokraterne har i årtier haft ry for intern fraktionsdannelse. Socialdemokraternes såkaldte kaffeklubber, der har historiske tråde tilbage til formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992, er så at sige blevet et sindbillede på socialdemokratisk fragmentering.

Det er velbeskrevet af flere aviser, at der eksisterer tre store magtfulde kaffeklubber i Socialdemokraterne: Morgenmadsklubben anført af erhvervs- og vækstminister Henriks Sass Larsen og tidligere justitsminister Morten Bødskov, Rustbankerne anført af minister for by-, bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen, og Midternetværket – også omtalt som Netværket – med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og folketingsformand Mogens Lykketoft i spidsen.

Jens Joels e-mail afslører, at han tilhører den sidstnævnte kaffeklub, Midternetværket.

Alene ud fra metadataene kan man få et indtryk af arbejdsgangen i Midternetværket. I foråret 2013 kan man f.eks. finde e-mail fra Midternetværket med emneord som »Morgenmad i morgen kl. 8.30 hos Lykketoft« og »Sent time: Tuesday, May 14, 2013, 12:56:15 PM«. Typisk bliver der sendt påmindelser om næste møde sent tirsdag. Alene Jens Joels metadata indikerer altså: Midternetværket mødtes i den undersøgte periode typisk én gang om ugen. Typisk onsdag morgen. Og ofte på den tidligere partiformand og nuværende folketingsformand Mogens Lykketofts kontor.

To forlader kaffeklubben

Vil man have et kig ind i, hvor meget man faktisk kan udlede alene ud fra metadata, kan man dykke yderligere ned i Midternetværkets e-mail. De 17 partifæller skriver skiftevis til hinanden. Men søndag den 21. april 2013 kl. 9:41 om morgenen lander der for sidste gang en e-mail fra medlem Mette Reissmann til hele kaffeklubben med emnet »Midternetværket«. Herefter forsvinder Mette Reissmanns navn fra de udvekslede e-mail i Midternetværket. Man kan også konstatere, at medlem Trine Bramsen tidligere forsvandt fra mailinglisten.

Jens Joels metadata indikerer således, at Mette Reissmann og Trine Bramsen helt har forladt kaffeklubben.

Adspurgt om hendes sidste mail i Midternetværket blev sendt 21. april 2013 kl. 9:41, svarer Mette Reissmann:

»Det er rigtigt, og jeg kan endda huske, hvor jeg var. Jeg sad i Strassbourg, selv om det var min kærestes fødselsdag,« siger Mette Reissmann.

Hun skiftede til Morgenmadsklubben, hvor nogle af statsminister Helle Thorning-Schmidts nærmeste støtter i partiet, Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, sidder, forklarer Mette Reissmann:

»Jeg støtter vores politiske chef og synes i bund og grund, at det er noget bavl med de klubber. Vi burde i stedet arbejde sammen.«

Tværpolitisk netværk

Jens Joels metadata blotlægger også en stribe andre politiske netværk, som han indgår i. Han modtager talrige e-mail fra Socialdemokraternes bestyrelsesmedlemmer i Aarhus Østkreds, hvor han er opstillet til Folketinget. Desuden afslører de overordnede data for hans e-mail, at de to politikere i Berlingskes dataundersøgelse, han selv og Sofie Carsten Nielsen, politisk har været knyttet sammen.

De radikale folketingspolitikere Camilla Hersom og Sofie Carsten Nielsen, socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, Simon Kollerup og Jens Joel og SFs Lisbeth Bech Poulsen og Jesper Petersen (der i dag er socialdemokrat) stiftede tilsyneladende et hidtil ukendt netværk på tværs af de tre oprindelige regeringspartier. Netværket omtales som »Tværs-netværket«. Det er uklart, hvad præcist netværket har beskæftiget sig med. Man kan dog ud fra emnefelterne spore, at de syv folketingspolitikere bl.a. forberedte fælles tiltag op til Folkemødet på Bornholm i 2012. Desuden indgår Jens Joel i det interne socialdemokratiske netværk »Konsortiet for Vækst og Globalt Ansvar«, som mest har karakter af et kontorfællesskab, hvor gruppemedlemmerne er inddelt efter ordførerskaber.

Berlingske har optalt og analyseret metadata fra Jens Joel og Sofie Carsten Nielsens e-mail siden folketingsvalget september 2011 og mere end to år frem. I alt har vi gennemgået 18.407 e-mail, heraf 5.858 e-mail fra Jens Joel.

Berlingske har vist Jens Joel, hvad man kan udlede af hans metadata for e-mail.

»Jeg føler mig ramt,« siger Jens Joel.

»Mønstrene passer. Det skal ikke forstås negativt, når jeg siger, at I har ramt mig. Jeg anerkender bare, at mine data kan finde mine netværk.«