Messerschmidt langer ud efter tidligere EU-kollega i retten

Morten Messerschmidts forhold til tidligere kollega, der startede sag om EU-svindel, var dårligt, siger han.

Morten Messerschmidt forlader Retten i Lyngby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Morten Messerschmidt langer i Retten i Lyngby ud efter sin tidligere kollega i EU-Parlamentet Rikke Karlsson, der fik sagen mod ham for EU-svig og dokumentfalsk til at rulle med en pressemeddelelse i 2015.

Rikke Karlsson blev valgt ind i EU-Parlamentet i 2014 godt hjulpet af den knap halve million personlige stemmer, Morten Messerschmidt fik ved det valg.

Allerede i 2015 meldte hun sig dog ud af gruppen, da hun mente at være blevet indsat i bestyrelsen for partialliancen Meld uden at være informeret og ikke kunne få information om alliancens finanser fra Melds formand, Morten Messerschmidt. Noget, der endte med en politianmeldelse.

»Man er altid gode venner i en valgkamp, hvor man skal vælges, ikke mindst med hjælp fra spidskandidaten.«

»Men hvedebrødsdagene var korte. Specielt i forhold til Jørn Dohrmann (også daværende parlamentsmedlem, red.) og Rikke Karlsson,« siger Morten Messerschmidt i retten.

Han siger, at konflikten ifølge ham bunder i, at Rikke Karlsson ikke passede sit arbejde i EU-Parlamentet, selvom hun fik sine ønsker til udvalgsposter opfyldt.

Der bliver ifølge Morten Messerschmidt ikke leveret eksempelvis det antal kronikker og andet politisk arbejde, som han mener, der skal til.

I retten siger Morten Messerschmidt, at han og Rikke Karlsson et halvt år efter valget i maj 2014 »ikke var gode venner« og heller ikke enige politisk.

Meld og Feld var fonde for en alliance af EU-kritiske partier, der modtog penge fra EU til deres arbejde. Morten Messerschmidt var formand.

Over det næste halvandet år efter Rikke Karlssons udmeldelse kom det frem, at der var gået millioner af kroner fra fondene til DF-aktiviteter, der ikke havde tilstrækkeligt med EU at gøre, til at der måtte bruges EU-penge på dem.

Aktiviteterne omfattede blandt andet frokoster og middage, julekort, leje af en skonnert, kampagner, medietræning og Morten Messerschmidts bog om frås med EU-penge.

EUs svindelenhed, Olaf, gik ind i sagen, og en årelang efterforskning begyndte. I 2019 blev sagen overdraget til Bagmandspolitiet (SØIK), og i maj i år blev der rejst tiltale.

Den retter sig kun mod Meld-støtten til en EU-konference, der ifølge Morten Messerschmidt lå samtidig med DFs sommergruppemøde i Skagen i 2015. En EU-konference, som anklagemyndigheden mener, ikke har fundet sted.

/ritzau/