Merete Riisager vil stoppe vold mod lærere

Vold mod lærere er et tabu på skolerne, mener undervisningsministeren. Hun vil bryde tabuet og have alle skoler til at lægge planer for, hvordan de skal støtte lærere og pædagoger, der udsættes for vold.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen. Undervisningsminister Merete Riisager vil bekæmpe vold mod lærere og have respekten for de danske folkeskolelærere tilbage.
Læs mere
Fold sammen

Respekten for lærerne skal tilbage. Børn skal vide, at lærerne er myndighedspersoner, som de skal rette sig efter.

Det er budskabet fra undervisningsminister Merete Riisager (LA), efter at tal fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at flere og flere lærere udsættes for vold på jobbet. Ministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der får til opgave at udarbejde en handlingsplan, som skal forebygge vold og hjælpe skolerne med at håndtere de stadigt hyppigere konflikter.

»Læreren som myndighedsperson og autoritet er blevet svækket over en længere årrække. Jeg ser et enormt behov for, at lærerne får genskabt en moderne myndighedsrolle, som kan styrke dem i at træde ind i klasselokalet og skabe ro og struktur i undervisningen. Det er en rolle, der blandt andet handler om klasseledelse og om at afstemme forventninger mellem skole og forældre,« siger Merete Riisager.

Hvad betyder det for undervisningsmiljøet, at lærere udsættes for vold?

»Alle skal være trygge i klasselokalet – det gælder eleverne, og det gælder lærerne, der er på arbejde. Når lærere bliver udsat for vold, opstår der en utryg situation for alle i klassen, og de elever, der kommer fra voldelige hjem, vil lære, at vold betaler sig. Derfor er det ekstremt vigtigt, at klasserummet – som er det første rum, der for børnene afspejler samfundet – er et trygt sted, hvor vold ikke accepteres.«

Kan det spille ind, at folkeskolen i disse år skal rumme elever, som før blev undervist i specialskoler?

»Det kan det. Der kan ske sammenstød, når skolen både rummer skrøbelige børn, voldsomme børn og migrantbørn, der lige er kommet til Danmark, og hvis forældre ikke har en dansk opdragelses- og skolekultur. Men udviklingen er sket over en længere årrække, og derfor handler det næppe kun om inklusion.«

Handlingsplanen, der ventes klar i dette efterår, skal indeholde en vejledning til de skoler, der er voldsramte.

»I dag er der et tabu omkring vold mod lærere, som betyder, at lærerne ikke får den nødvendige hjælp til at stoppe volden. Skolerne skal have en plan for, hvad de skal gøre, når en lærer eller pædagog bliver udsat for vold,« mener Merete Riisager.

Thomas Andreasen, som er formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljøudvalg, er glad for ministerens reaktion.

»Det er rigtig godt, at hun tager fat på problemet, for det er en meget uhensigtsmæssig udvikling. Jeg genkender billedet af, at der ikke står så meget respekt om lærerne i dag, og det er meget vigtigt, at vi får autoriteten i klasselokalet tilbage. Samtidig tror jeg også, det handler om, at mange elever er pressede i dag, fordi der er flere elever i klasserne, skoledagene er længere, og de skal vente længere tid på at få hjælp. Det øger risikoen for konflikter, og det samme gør inklusion,« siger han.