Mens vi stadig venter på fogedretten

»Hvad sker der,« spørger en mand med en blød mave bag den hvide T-shirt. Et par teenagepiger står fnisende nogle meter væk og venter på, at han vender tilbage med svar.

Forfatter og tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, forlægger Jakob Kvist, Peoples Press, og advokat Thyge Trier foran Fogedretten i går på vej til afhøring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi venter. Jægersoldaten og bogen. Det er Fogedretten,« siger en af de ventende journalister.

Faderen nikker. Pigerne fniser og kigger på kameramændene.

De behøver ikke at vide mere. For på en uge er Thomas Rathsack, tidligere jægersoldat og forfatter til bogen »Jæger i krig med eliten«, blevet til en offentlig figur, efter at Forsvaret har ønsket et fogedforbud mod bogen, og Politiken udgav hele bogen som særtillæg.

Han ligner nu ikke en, der har lyst til at være i spotlyset, da han kommer ud fra Fogedretten efter at være blevet afhørt.

Han kigger ned i jorden, mens han med sin jakke i hånden og tasken over den ene skulder, skynder sig væk, omgivet af journalister, der stikker mikrofoner frem og kameramænd, der løber baglæns, mens de filmer.

»Ingen kommentarer«, siger han. Høfligt. Flere gange. »Ingen kommentarer.«

Han er netop blevet afhørt bag dobbeltlukkede døre, og han må derfor intet sige om sagen. Men han vil heller ikke sige andet.

Udover det venlige »ingen kommentarer«.

Og så forsvinder han op mod Rådhuspladsen.

Hans forlægger, Jakob Kvist, er noget mere meddelsom, da han dukker op:

»Thomas har det okay. Han er en stærk mand, men det er da ikke sjovt,« siger han:

Selv kalder han sagen, der for alvor ekskalerede onsdag i sidste uge med, at Forsvaret bad om at få en kopi af bogen for »nærmest kafkask«:

»Det er jo en sag, der er kommet til at handle om principper. Ytringsfrihed, trykkefrihed. Vi er kommet til at trykke på en knap, som vi ikke anede fandtes. Jeg forstår det stadig ikke helt, hvad der skete. Men mit job er at udgive bøger, det prøver jeg så på, men det har da været hårdt, når ens telefon ringer så meget og så tit i så stor en del af døgnet, som den har gjort,« siger han.

Sag mod avis udskudt
Sagen mod Politiken om krænkelse af ophavsretten er udskudt lidt:

»Vores advokater har rigeligt at gøre for tiden, de sover ikke om natten, nu tager vi den her sag først, og så tager vi den anden bagefter, siger han.

En ældre herre kommer forbi:

»Hvad sker der dog her,« siger han. Og nikker forstående, da en journalist siger; »Jægersoldaten...«

»Nå ja da, så venter I her,« siger han og cykler videre.

Journalisterne kigger op på tredje sal, hvor lyset stadig er tændt. Døren er stadig lukket. Messinghåndtaget bevæger sig ikke.

Først efter ti timers retsmøder kommer der en melding:

Fogedretten meddeler, at man vil komme med sin kendelse mandag kl. 13.00.