Få hundrede meter fra sit hjem fik Trine Gammelgaard Stuhr øje på noget, der straks gav hende ondt i maven.
»Åh nej,« tænkte hun, mens bilen tilbagelagde det sidste stykke vej hjem fra sommerferieturen til Skagen.
»Så har de også været hos os.«
Der, midt på villavejen, lå hendes søns cykel.
Få dage forinden havde store dele af Danmark iført sig deres rødeste og hvideste puds til det helt store EM-semifinalebrag mod England. Det var juli, det var varmt, og for første gang længe havde coronapandemiens tåge fortaget sig en smule.
Midt i kulminationen på den største danske fodboldfest i årtier trængte tyve ind i flere huse på villavejen i Fredensborg.
Når det gælder indbrud i private hjem, indtager Trine Gammelgaard Stuhrs landsdel en ulyksalig førsteplads.
Nordsjællands Politi modtager således flere anmeldelser end nogen anden politikreds i landet – og samtidig slipper langt de fleste tyve ustraffet afsted med borgernes ejendele.
Politikredsen har den laveste opklaringsprocent i Danmark.
Trampe i indkørslen
Da Trine Gammelgaard Stuhrs bil trillede ind i indkørslen, så hun, at blomsterkrukkerne ikke stod foran de store vinduespartier, som de plejer.
Alarmen skulle slås fra, da hun låste hoveddøren op.
»Det var en lettelse, for så havde der nok ikke været nogen inde i huset. Indenfor så det også ret normalt ud.«
Mens familien havde været på sommerferie, var græsset blevet højt. Derfor så familiens to børn ikke, at de trådte på noget stort og hårdt i haven.
»Jeg så på min mand og sagde »hvad pokker er det?«,« fortæller Trine Gammelgaard Stuhr.
»Det viste sig at være hele rammen til vores soveværelsesdør, der lå der i græsset.«
Teorien er, at tyvene fik øje på overvågningskameraet i soveværelset og fortrød. Så heldig var naboen ikke – her stoppede gerningsmændene ikke i døren.
For nylig, klokken to om natten, sendte den samme nabo en overvågningsvideo på sms. På den kunne man se, at to maskerede mænd atter befandt sig på naboens grund, tæt på Trine Gammelgaard Stuhrs soveværelsevinduer.
Følelsen af at blive iagttaget rammer hende især, når hun går ud med skraldet om aftenen.
Rullegardinerne husker hun at rulle for – hvis der nu skulle være nogen, der kigger med. Hun minder sin 15-årige søn om, at han skal trampe højlydt ude i indkørslen, så han ikke kommer til at overraske nogen.
»Det var lige præcis sådan noget, jeg var bange for, da vi flyttede fra Østerbro til Fredensborg. Bliver det ved, ender det med, at jeg slet ikke har lyst til at bo her.«
En lang og forsinket produktionstid betyder, at familien har ventet mere end tre måneder på at få det ødelagte indgangsparti i soveværelset skiftet.
»Hver dag kigger jeg på den soveværelsesdør og bliver mindet om, at nogen har været på vej ind i mit hjem. Det er da helt vildt ubehageligt.«
